FN: Assad-styret er bag krigsforbrydelser
Foto: Ramzi Haidar/ Scanpix /Scanpix
Ramzi Haidar/ Scanpix /Scanpix
Præsident Bashar al-Assads hær og regeringstro militser står bag forbrydelser mod menneskeheden, konkluderer en undersøgende rapport fra FN.
Rapporten fastslår, at "højeste niveau inden for de væbnede styrker, sikkerhedsstyrker og regeringen" er involveret.
Sikkerhedsstyrker og de såkaldte shabbiha-militser har alvorlige forbrydelser, herunder drab og tortur, på samvittigheden, konkluderer de FN-efterforskere, der har gransket urolighederne i Syrien.
Også de oprørere, der kæmper imod Assad-styret, har begået krigsforbrydelser, men ikke af samme "grovhed, hyppighed og omfang" som de forbrydelser, de regeringstro styrker står bag, konkluderer den 102 sider lange rapport.
- Vi har identificeret begge parter som skyldige i krigsforbrydelser, men naturligvis i større antal og omfang fra regeringens side, siger Karen AbuZayd, en amerikansk efterforsker.
- Det, der er sket på regeringens side, lader til at være statens politik, siger hun og peger på, at der er tale om storstilede komplekse operationer, hvor militæret og sikkerhedsstyrkerne arbejder sammen.
Undersøgelsesholdet, der ledes af den brasilianske ekspert Paolo Pinheiro, undersøgte blandt andet massakren i byen Houla i maj.
Her var det regeringssoldater og militser loyale over for Assad-styret, der stod bag drab på over hundrede mennesker, hvoraf knap halvdelen var børn.
Massakren i Houla var et af de værste angreb på civile, siden oprøret mod Assad begyndte i marts 2011.
FN-undersøgerne konstaterer, at regeringsstyrker og militser foruden drab og tortur også står bag vilkårlige henrettelser, plyndringer, seksuel vold og andre grove overgreb.
Både regeringsstyrker og oprørere har endvidere krænket børns rettigheder under den 17 måneder lange konflikt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde