FN beder om stor hjælpepakke til palæstinensiske flygtninge
USA har skåret 300 millioner dollar af deres støtte til UNRWA i år. Derfor beder FN-organisationen nu om yderligere midler. Foto: Scanpix/Mohammed Abed/arkiv
Scanpix/Mohammed Abed/arkiv
FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge er presset, efter at USA har skåret dybt i støtten.
FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, beder om 800 millioner dollar til at hjælpe palæstinensiske flygtninge i Syrien, Gazastriben og på Vestbredden.
Det siger chef for UNRWA Peter Krahenbul. Anmodningen kommer, efter at USA har trukket 300 millioner dollar fra årets støtte til organisationen.
- Det er ikke første gang i vores lange og stolte historie, at vi møder udfordringer af denne natur. Men økonomisk er det den alvorligste krise nogensinde i agenturets historie, siger han.
USA's præsident, Donald Trump, besluttede, at landet i år kun vil sende 60 millioner dollar til UNRWA. Sidste år sendte USA 360 millioner dollar til FN-organisationen.
Peter Krahenbul mener, at der er politiske grunde til den mindre støtte. Han henviser blandt andet til beslutningen fra den palæstinensiske ledelse om at skære båndet til Trump-administrationen, efter at USA anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.
- Beslutningen (om at beskære støtten, red.) har politiske dimensioner, som jeg synes bør undgås.
- Det er meget tydeligt, at USA's beslutning ikke er relateret til vores præstationer, siger Peter Krahenbul.
Palæstinenserne ser Østjerusalem som hovedstaden i en fremtidig palæstinensisk stat, og derfor ønsker de ikke længere USA som mægler i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Peter Krahenbul understreger, at humanitær støtte skal være fritaget fra en politisk agenda.
- Hele pointen med at støtte folkegrupper i konfliktramte områder er, at man ikke behøver at være enig med lederskabet. Man er kun bekymret for folkegruppernes velbefindende.
UNRWA hjælper 5,3 millioner palæstinensiske flygtninge i Jordan, Libanon, Syrien, Vestbredden og Gazastriben.
Danmark har ligesom de andre nordiske lande ikke skåret i støtten til UNRWA.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned