FN: Bekæmpelsen af den globale opvarmning er røget af sporet

Usædvanligt vejr har i 2023 ramt store del af jorden i form af tørke, styrtregn og oversvømmelser. Det anses for sandsynligt, at den tiltagende globale opvarmning har skylden. Billedet er fra Rødvig på Stevns efter en kraftig storm fra øst i oktober, der andre steder i Danmark gav store oversvømmelser. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I dyster analyse få uger før klimatopmødet viser FN, at verdens lande gør for lidt for at stoppe klimagasser.

Offentliggjort Sidst opdateret

De klimamål, som verdens lande har indberettet til FN, viser, at verden er langt fra at stoppe den globale opvarmning og begrænse stigningen til 1,5 grader.

Det viser en analyse tirsdag fra FN kort før klimatopmødet COP28.

Med den nuværende fart vil det kun lykkes at begrænse CO2-udledningen med to procent i 2030 i forhold til niveauet i 2019. Men målet var 43 procent.

FN's klimaorganisation mener, at verdens lande fejler. Deres handlinger er for utilstrækkelige til for alvor at få reduceret udledningen af klimagasser.

Advarslen kommer i et år, der ventes at blive det varmeste i menneskehedens historie.

Det er tilbagemeldinger, som FN har modtaget fra næsten 200 lande, som viser, at det kun vil lykkes at reducere CO2-udledningen med 2 procent og ikke de 43 procent i 2030, som er nødvendige for at holde den globale temperaturstigning på 1,5 procent i forhold til det førindustrielle niveau.

Det var et mål, som landene tilsluttede sig på klimatopmødet i Paris i 2015.

- Enhver brøkdel af en decimal tæller, men vi er i alvorlig grad røget af sporet. COP28 er det tidspunkt, hvor vi kan ændre det, siger FN's klimachef, Simon Stiell.

Klimatopmødet finder sted i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater fra 30. november til 12. december.

/ritzau/AFP