FN betragter palæstinensiske dødstal som værende troværdige
Gazas sundhedsministerium har udgivet navn, køn, alder og personnummer på omkring 7000 dræbte i Gazastriben, skriver nyhedsbureauet AFP. Foto: Aziz Taher/Reuters
Gazas sundhedsministerium har under tidligere konflikter opgivet troværdige dødstal, siger FN-agentur.
Der er ikke noget, der indikerer, at Gazas sundhedsministerium ikke fortæller sandheden, hvad angår dødstal under den igangværende konflikt.
Sådan lyder det fredag fra FN-agenturet UNRWA's chef, Philippe Lazzarini.
Ifølge ham har ministeriet, der er kontrolleret af den militante gruppe Hamas, under tidligere konflikter opgivet troværdige tabstal.
- I de seneste fem, seks konfliktperioder i Gazastriben er tallene blevet betragtet som værende troværdige, og der er ikke nogen, der har sat spørgsmålstegn ved dem, siger Philippe Lazzarini.
Han oplyser desuden, at 57 ansatte fra UNRWA er blevet dræbt under de seneste snart tre ugers væbnet konflikt.
UNRWA er FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge.
I forhold til det samlede antal UNRWA-ansatte svarer antallet af dræbte meget godt til andelen af dræbte civile palæstinensere i Gaza, påpeger han.
- Vi har mere eller mindre samme procentdel, siger Philippe Lazzarini.
Hans udmelding kommer, efter at USA's præsident, Joe Biden, onsdag sagde, at han "ingen tiltro" har til tallene fra Gazas sundhedsministerium.
- Jeg har ingen idé om, hvorvidt palæstinenserne fortæller sandheden om, hvor mange mennesker der er blevet dræbt. Jeg ved, at uskyldige er blevet dræbt, og det er prisen for at føre krig, sagde Biden onsdag.
Gazas sundhedsministerium svarede på Bidens udtalelse ved at udgive navn, køn, alder og personnummer på omkring 7000 dræbte i Gazastriben.
Fredag lyder den seneste opdatering fra ministeriet, at mindst 7326 palæstinensere har mistet livet i de seneste tre ugers israelske angreb.
Israel har kastet tusindvis af bomber mod Gazastriben som svar på et angreb udført af Hamas 7. oktober. Her blev over 1400 dræbt ifølge Israels hær.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker