FN: Briter taber over 100 milliarder kroner på brexit uden aftale
Briterne vil gå glip af syv procent af sin samlede eksport til EU, hvis de forlader EU uden en handelsaftale, lyder det i ny FN-rapport. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Det vil koste briterne dyrt, hvis de forlader EU uden en handelsaftale, konkluderer FN i en ny rapport.
Briterne vil gå glip af mindst 16 milliarder dollar - over 100 milliarder kroner - i tabt eksport, hvis de forlader EU uden en handelsaftale.
Sådan lyder det tirsdag i en rapport fra FN's handelsorganisation, UNCTAD.
Her lyder det videre, at beløbet formentlig vil være endnu højere, når man også tager højde for de indirekte konsekvenser af et brexit uden aftale.
- UNCTAD's undersøgelser viser, at et brexit uden aftale vil resultere i et tab på mindst 16 milliarder i britisk eksport. Det svarer til cirka syv procent af briternes samlede eksport til EU, skriver FN's handelsorganisation.
Udgifter til eksempelvis grænsekontrol og som følge af forstyrrelser i det britiske og europæiske samarbejde vil koste briterne yderligt, lyder det.
Storbritannien har haft overordentligt svært ved at lande en aftale med EU.
Tilbage i november 2018 indgik den daværende britiske premierminister, Theresa May, en aftale med EU.
Det lykkedes dog ikke at samle opbakning til den i hjemlandet, og efter tre mislykkede forsøg meddelte May sin afgang som premierminister i maj.
I mellemtiden blev brexitdatoen udskudt fra 29. marts til 31. oktober.
Nu hedder premierministeren Boris Johnson, og han har gentagne gange understreget, at briterne forlader EU 31. oktober - aftale eller ej.
Det løfte gentog han mandag i en tale foran embedsboligen i Downing Street.
Det har fået en gruppe parlamentsmedlemmer til at udforme et lovforslag, hvis formål er at blokere for et brexit uden aftale.
Det lovforslag ventes Underhuset at tage stilling til tirsdag aften.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde