FN-chef drøfter sammenstød med Israel og Palæstina

António Guterres har drøftet uroen i Jerusalem med den israelske premierminister og palæstinensiske præsident.

Offentliggjort Sidst opdateret

FN's generalsekretær, António Guterres, har haft både den israelske premierminister, Naftali Bennett, og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i røret til en snak om spændingerne mellem de to lande.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

April har været præget af usædvanlig meget uro mellem de to lande - især på Tempelbjerget, der har en stor religiøs betydning for både muslimer og jøder.

Fra 15. april faldt den muslimske fastemåned, ramadanen, sammen med den jødiske højtid pesach.

I den tid drog muslimer mod al-Aqsa-moskeen, som ligger på Tempelbjerget, mens jøder aflagde Grædemuren, som ligger få meter fra al-Aqsa, besøg.

Det har resulteret i store sammenstød, hvor flere end 200 mennesker ifølge AFP er kommet til skade. De tilskadekomne er hovedsageligt palæstinensere.

Guterres talte blandt andet med de to ledere om, hvordan de enkelte lande kunne indføre tiltag for at dæmpe urolighederne, men FN skriver ikke noget om, hvad de konkrete tiltag er.

I en pressemeddelelse fra FN slår han fast, at "status quo ved de hellige steder skal opretholdes og respekteres".

Naftali Bennett har tidligere givet sikkerhedstjenesterne "fuld frihed" til at få stoppet volden.

Fredag stødte palæstinensiske bedende sammen med israelsk politi, efter at der var kommet meldinger om stenkast ved al-Aqsa-moskeen.

Politiet stødte til med tåregas, lysgranater og skød projektiler med gummispidser ind i folkemængden. Mindst 57 palæstinensere kom til skade.

Fredag ugen forinden blev omkring 150 kvæstet i en lignende situation.

Israel erobrede den vestlige del af Jerusalem, kort efter at FN havde erklæret byen som et internationalt område i delingsplanen fra 1947. Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel den østlige del af Jerusalem og desuden Vestbredden.

/ritzau/