FN-chef siger op og kalder Gaza-bombardement for folkedrab
Palæstinensere ses her i Gaza By, som ligger i den nordlige del af Gazastriben. Området er siden 7. oktober blevet tæppebombet af Israel, som forsøger at udrydde den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas. Foto: Abdul Qader Sabbah/Ritzau Scanpix
Direktør for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder siger op på grund af FN's nytteløshed i Mellemøsten.
FN har slået fejl, og et folkedrab udspiller sig igen for øjnene af verden.
Det skriver Craig Mokhiber, som i slutningen af oktober sagde op fra sin stilling som direktør for FN's Højkommissær for Menneskerettigheders kontor i den amerikanske millionby New York City.
Ifølge den britiske avis The Guardian har Mokhiber forladt sin stilling, fordi FN har vist sig ude af stand til at stoppe det, som han kalder Israels folkedrab på palæstinensiske civile.
- På ny ser vi et folkedrab udfolde sig for øjnene af os, og organisationen, som vi tjener, virker ude af stand til at stoppe det, skriver han i sit brev til højkommissæren, Volker Türk.
Og det er bare endnu et folkedrab på en allerede alt for lang liste, skriver han.
- Den igangværende engrosnedslagtning af det palæstinensiske folk, som er rodfæstet i en etnonationalistisk kolonial bosættelsesideologi, der sker i forlængelse af årtier med systematisk forfølgelse og udrensning, som udelukkende er baseret på deres status som arabere, efterlader ingen plads til tvivl, skriver Craig Mokhiber.
FN har allerede vist sig ude af stand til at stoppe folkedrabet på tutsifolket i Rwanda, muslimerne i Bosnien, yazidierne i kurdiske områder af Irak og rohingyamuslimerne i Myanmar, skriver Mokhiber.
Den afgående chef nævner ifølge The Guardian i brevet ikke Hamas' angreb mod Israel den 7. oktober. Avisen tolker endda en sætning i brevet som, at Mokhiber vil gøre op med den israelske stat.
- Vi må støtte etableringen af en enkelt, demokratiske og sekulær stat i hele det historiske Palæstina, hvor der er lige rettigheder for kristne, muslimer og jøder, skriver han.
- Og dermed afmonteringen af et dybt racistisk, bosættelseskolonialistisk projekt og slutningen på apartheid i området.
Mokhiber er med tiden steget i rang, siden han begyndte at arbejde for FN i 1992.
Han har ifølge The Guardian stået i spidsen for højkommissærens arbejde med en menneskerettighedsorienteret tilgang til udviklingsprojekter og ageret rådgiver i palæstinensiske områder, Afghanistan og Sudan.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned