FN-chef: Taliban fratager igen afghanske kvinder deres ret
Internt fordrevne afghanere fra de nordlige provinser har søgt tilflugt i en park i Kabul, efter at Taliban har indtaget store dele af det vestlige, sydlige og nordlige Afghanistan. Foto: Rahmat Gul/Ritzau Scanpix
Rahmat Gul/Ritzau Scanpix
Guterres er "forfærdet" over meldinger om, at Taliban igen indskrænker pigers og kvinders rettigheder.
Taliban er i gang med at indføre skrappe restriktioner for afghanske piger og kvinder i de dele af Afghanistan, som den militante bevægelse har indtaget.
Det er de meldinger, der på det seneste er indløbet på FN-generalsekretær António Guterres' skrivebord.
Han betegner det som "forfærdende".
- Jeg er også dybt foruroliget over tidlige tegn på, at Taliban indfører skrappe restriktioner på menneskerettigheder i områder under deres kontrol. Det er særligt rettet mod kvinder og journalister, siger Guterres.
- Det er særligt forfærdende og hjerteskærende at se rapporter om, at de hårdt tilkæmpede rettigheder for afghanske piger og kvinder bliver flået fra dem.
I løbet af en uge har Taliban taget kontrol med 18 af Afghanistans 34 provinshovedstæder i en lynoffensiv.
Den militante gruppe rykker stadig tættere på den afghanske hovedstad, Kabul.
Det har skabt frygt for, at talibanerne igen kan tage magten og indføre et undertrykkende regime som det, de amerikanskledede styrker væltede for 20 år siden.
FN-chefen minder om, at "angreb mod civile er en alvorlig krænkelse af folkeretten og udgør en krigsforbrydelse".
I nogle af de provinser, Taliban har angrebet, har regeringsstyrkerne givet op uden kamp.
Både enkelte soldater, enheder eller endda hele divisioner er flygtet eller har overgivet sig til Taliban.
De militante krigere har mange steder overtaget våben og køretøjer fra hæren, som de kan bruge i deres fortsatte fremfærd.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned