FN-chef: Taliban kan kun presses på ønsket om anerkendelse
Det er "meget vigtigt", at det internationale samfund står sammen over for Taliban, siger FN-chef efter møde.
Det eneste pres, det internationale samfund kan lægge på Taliban for at få indflydelse i Afghanistan, er på bevægelsens ønske om at blive anerkendt internationalt.
Sådan lyder det fra FN's generalsekretær, António Guterres, torsdag efter et lukket møde med 15 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Her opfordrer Guterres landene til at stå sammen over for Taliban.
- Det er meget vigtigt, at det internationale samfund står sammen. At alle medlemmer af sikkerhedsrådet står sammen og udnytter den eneste indflydelse, der eksisterer, hvilket er Talibans ønske om anerkendelse og legitimitet, siger han.
Den militante islamistiske bevægelse overtog reelt magten i Afghanistan søndag, da bevægelsen indtog hovedstaden Kabul.
Det skete, efter at vestlige styrker mere eller mindre har trukket sig fra landet efter godt 20 års tilstedeværelse.
António Guterres peger på, at det kan blive nødvendigt at lægge pres på Taliban for for eksempel at opretholde generelle menneskerettigheder og rettigheder for kvinder i landet.
Men også for at sikre, at det fortsat er muligt at evakuere udenlandske statsborgere og afghanere fra Kabul.
Taliban har siden magtovertagelsen givet indtryk af, at den ønsker at træde mere frem i verden.
Tirsdag holdt den militante bevægelse sin første pressekonference i Kabul.
Og onsdag udtalte en talsmand for bevægelsen, at de øverste ledere vil træde frem i offentligheden. Det betyder, at verden "langsomt og gradvist" vil "blive bekendt med alle vore ledere", lød det ifølge Reuters.
Bevægelsen har indtil videre også meddelt, at kvinder under Talibans styre vil have frihedsrettigheder i henhold til islamisk sharialovgivning.
Samtidig har en talsmand udtalt på vegne af bevægelsen, at "ingen amerikanere og andre udlændinge vil lide skade" i Afghanistan.
FN-generalsekretæren er ifølge Reuters klar til at gå i dialog med Taliban, "når det står klart, hvem han skal tale med og med hvilket formål", siger han ifølge Reuters.
FN's Sikkerhedsråd består af fem permanente medlemmer. Det er Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA. De resterende ti medlemsstater vælger FN's Generalforsamling for perioder på to år.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde