FN: Coronatab kan løbe op i billioner på globalt plan
Over 100 millioner job i turistbranchen er globalt set på spil i 2021 ifølge to FN-organisationer.
Coronapandemien kan ende med at blive en rigtig dyr fornøjelse i tabte turistindtægter på globalt plan.
Ifølge FN-organisationerne UNWTO og UNCTAD kan det løbe op i en regning i billion-klassen målt i landenes bruttonationalprodukter.
UNWTO er FN's organisation for turisme, mens UNCTAD er FN's organ for handel og udvikling.
I en rapport fra de to organisationer advarer de om, at mellem 100 og 120 millioner job kan være i fare.
Fordi turistbranchen i nogle lande har været en genvej til arbejdsmarkedet for grupper, der ellers kan have svært ved at få et job, kan det sætte store grupper i en svær situation, lyder advarslen.
- Turisterhvervene har en relativt lav barriere for at blive ansat og har en større andel af kvinder og unge ansat, står der i rapporten.
De to organisationer har på baggrund af tal for 2020 og forskellige scenarier for 2021 estimeret, at der kan være tale om tab i bruttonationalprodukter for over fire billioner dollar - eller 4000 milliarder dollar.
Omregnet til danske kroner er der tale om over 25.000 milliarder kroner.
Beløbet dækker blandt andet over, at det ifølge de to organisationer har store følgevirkninger, når turistbrancherne i forskellige lande mister indtægter.
I rapporten regnes der med, at for hver tabt krone i indtægter til turistbranchen koster det 2,5 kroner i bruttonationalprodukt.
Bruttonationalprodukt er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.
Derudover tager estimaterne for 2021 udgangspunkt i en virkelighed, hvor der ikke laves initiativer for at skubbe gang i økonomien.
Dette skal ifølge organisationerne anskueliggøre, hvilken betydning det vil have ikke at foretage sig noget.
En af de faktorer, der ifølge UNWTO og UNCTAD kan forsinke turistbranchens comeback fra epidemien, er den ujævne udrulning af vacciner.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet