FN: Danmark har udryddet tortur

Selv om vi skriver 2010, så er tortur stadig virkeligheden i de fleste af verdens lande.

Det siger den østrigske advokat Manfred Nowak, der er FN's ekspert på området og særlig rapportør om tortur.

Han siger videre, at mange regeringer også nægter at lade FN undersøge, om der er tortur i deres lande.

Midt i de mørke meldinger er der imidlertid også lyspunkter.

- Kun få lande, herunder Danmark, ser ud til at have formået at udrydde tortur i praksis, siger han i Geneve til FN's Menneskerettighedsråd.

Han opfordrer rådet, der består af 47 lande, til at være mere opmærksom på problemet med tortur.

I Danmark siger Tue Magnussen, koordinator i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), at "der er grund til stolthed, når FN?s særlige rapportør fremhæver Danmark som et af de - desværre få - lande, der i praksis har udryddet tortur".

- Men rollen som foregangsland i arbejdet mod tortur forpligter også. Danmark må internationalt kræve retsforfølgning for tortur, for eksempel den tortur vi oplevede under Bush-tiden i Abu Ghraib og på Guantanamo, siger han.

Magnussen påpeger også, at forbuddet mod udvisning til lande, hvor der er risiko for tortur, skal overholdes, ligesom man skal undlade at samarbejde med efterretningstjenester i lande, der er kendt for brug af tortur.

/ritzau/

Der findes tortur i mange lande. Kun få lande bruger ikke tortur, og Danmark er et af dem, siger FN.

Offentliggjort Sidst opdateret