FN: Der er behov for vigtige investeringer i ungdommen
Den store andel unge mennesker i verden giver ifølge rapport stort potentiale for økonomisk og social fremgang
Investeringer i unge menneskers uddannelse, sundhed og rettigheder kan føre til betydelige økonomiske gevinster i fremtiden.
Det beretter FN's befolkningsfond (UNFPA) i en rapport, som tegner et billede af, at de lande, der investerer i ungdommen, i 2050 vil være langt bedre stillet end dem, der ikke gør det.
I dag er der 1,8 milliarder unge mennesker i aldersgruppen 18 til 24 år. Gruppen vokser hurtigst i de fattigste lande i verden.
- Aldrig før har der været så mange unge mennesker. Det er ikke sandsynligt, at der igen vil være et lignende potentiale for økonomisk og social fremgang. Hvordan vi møder behovene og forventningerne til unge mennesker, vil definere vores fælles fremtid, hedder det i rapporten.
Rapporten peger på uddannelse som en afgørende faktor. Også investeringer i sundhed er centrale, lyder det fra UNFPA.
- Når unge mennesker får en sund overgang fra ung til voksen, øges mulighederne for fremtiden. Men i dag er der flere end to millioner personer fra 10-19 år, der lever med hiv. Omkring ét ud af syv hiv-tilfælde opstår i ungdomsårene, skriver FN-organet.
Samtidig peger rapporten på, at hver tredje pige i udviklingslande bliver gift, før de er fyldt 18 år. Det truer ifølge rapporten pigernes helbred, uddannelsesmuligheder og generelle fremtidsudsigter.
Det er derfor væsentligt at investere især i udviklingslande, hvor 90 procent af klodens unge mennesker bor. Op imod 60 procent af disse unge er hverken under uddannelse eller i job.
Befolkningsfonden mener, at alt tyder på, at vi i de kommende år vil se en stigning i antallet af unge, inden det topper.
- Hvis verdens lande kan gribe denne udfordring ved at møde unges behov i perioden, vil denne udfordring sandsynligvis blive mindre med tiden i den anden halvdel af dette århundrede - i det mindste for verden som helhed, hedder det.
Der bor cirka 7,1 milliarder mennesker i verden ifølge FN.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet