FN: Drab på muslimer i Myanmar har folkemordets kendetegn
En rohingya-flygtning bevæger sig gennem lejren Kutupalong, der er en af flere flygtningelejre i Bangladesh på grænsen til Myanmar. Foto: Reuters/Mohammad Ponir Hossain
Reuters/Mohammad Ponir Hossain
Nyhedsbureauet AP bekræfter mindst fem massegrave i rohingya-landsby i det østlig Myanmar.
FN's særlige udsending til Myanmar, Yanghee Lee, siger om de militære operationer mod det muslimske mindretal rohingya, at de bærer "folkemordets kendetegn".
Det skriver nyhedsbureauet AP, der bekræfter fundet af mindst fem massegrave i den vestlige del af Myanmar.
Yanghee Lee siger, at hun ikke definitivt kan fastslå, at der er tale om folkemord, før der er nedsat en international instans eller domstol, som kan vurdere beviserne.
- Men vi ser tegn på det, og det bygger op til det, siger hun.
Hun reagerer på de detaljerede oplysninger fra AP. De beskriver en massakre og mindst fem massegrave i landsbyen Gu Dar Pyin i Myanmar.
Lee siger, at hun ikke har direkte oplysninger om landsbyen. Men "man kan se, at det er et mønster", der tegner sig efter regimets forfølgelse af det muslimske mindretal.
Adgangen til Gu Dar Pyin er blevet afskåret af Myanmar, så det er endnu ikke muligt at få et konkret antal døde rohingyaer bekræftet. Men byens ledere har samlet en liste på indtil videre 75 døde. Flere af landsbyens beboere påpeger over for AP, at drabstallet kan være op til 400.
AP oplyser, at de interviews, det har gennemført med fordrevne landbybeoere, og de oplysninger, det har kunne indsamle om landsbyen, får nyhedsbureauet til at fastslå, at der findes mindst fem massegrave.
Overlevende fra angrebet i Gu Dar Pyin beretter om, at soldater kom til landsbyen med rifler, knive, raketstyr og granater. Herudover medbragte de skovle til at grave huller til ligene og syre til at brænde ansigtet og hænderne af de døde, så de ikke kunne genkendes.
Yanghee Lee understreger, at der skal være klarhed om, hvorvidt Myanmar står bag disse handlinger eller ej.
- Alle sten skal vendes, for folket, ofrene og familierne fortjener helt klart et svar, siger hun.
Myanmars regering har afvist, at massakre som den i Gu Dar Pyin har fundet sted. Regeringen har kun anmeldt en enkelt massegrav i landsbyen Inn Din, der indeholder, hvad regeringen kalder ligene af ti terrorister.
Næsten 700.000 rohingyaer er siden august flygtet fra deres landsbyer til Bangladesh.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet