FN: DRCongos hær dræbte 50 rwandere

Soldater fra Den Demokratiske Republik Congos (DRCongo) hær bortførte og dræbte 50 hutuer fra Rwanda under et angreb på en flygtningelejr i det østlige DRCongo i april.

Det fastslår en særlig FN-rapportør, Philip Alston.

Soldaterne bortførte samtidig 40 rwandiske kvinder fra lejren, inden de nedbrændte den og massevoldtog 30 af dem.

10 kvinder slap bort inden overgrebene. De resterendes skæbne er ikke kendt.

Alston siger, at han har fået melding om flere andre overgreb, som DRCongos hær skal have begået, og som efter hans opfattelse bør undersøges.

Den congolesiske hærs optræden er særlig problematisk, fordi en FN-styrke i landet til tider skal arbejde side om side med soldaterne.

/ritzau/AFP

En særlig FN-rapportør fastslår, at congolesiske soldater dræbte 50 rwandiske mænd og begik massevoldtægt mod 30 kvinder i april.

Offentliggjort Sidst opdateret