FN-ekspert: Myanmar ledes af et morderisk og ulovligt regime
Familiemedlemmer i Yangon begravede torsdag Zaw Myat Linn, der er medlem af Myanmars afsatte regeringsparti, National League for Democracy (NLD). Han døde på et militærhospital efter at være blevet anholdt. Han er det andet NLD-medlem, der er død i sikkerhedsstyrkernes varetægt i løbet af to dage Foto: Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
Myanmars generaler begår formentlig forbrydelser mod menneskeheden, mener FN-ekspert. Mindst 10 dræbt torsdag.
Myanmar ledes af et "morderisk, ulovligt regime", der sandsynligvis begår forbrydelser mod menneskeheden.
Det siger FN's særlige rapportør for menneskerettigheder i det sydøstasiatiske land, Thomas Andrews.
Mindst 70 mennesker er blevet slået ihjel i Myanmar, siden militæret tog magten ved et kup 1. februar, meddeler han torsdag i FN's Menneskerettighedsråd i Genève.
- Der er i stigende grad beviser for, at Myanmars militære ledelse nu formentlig står bag forbrydelser mod menneskeheden, herunder drab, tvungne forsvindinger, tortur og fængslinger i strid med de basale regler i folkeretten, siger Andrews.
Politi og militær skyder torsdag igen med skarpt mod demonstranter i Myanmar, der protesterer mod militærets magtovertagelse i landet.
Adskillige mennesker er blevet dræbt i forskellige byer, lyder det fra øjenvidner. Medier og iagttagere melder om mindst 10 dræbte rundt om i landet.
Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet oplysningerne. Men billeder delt på sociale medier viser flere døde og blodige mennesker.
I Myaing i det centrale Myanmar skød politiet med skarpt mod en gruppe demonstranter, der var samlet ved en politistation for at protestere over flere nylige anholdelser.
- Politiet slog ned på demonstranterne, først med tåregas og gummikugler og siden skød de med skarpt. Nu er seks mennesker døde, heriblandt min ven, siger et øjenvidne i byen.
I udkanten af Yangon, der er Myanmars største by, meldes mindst én demonstrant dræbt.
- Der var over 100 demonstranter her. En blev dræbt af skud og to såret, siger et øjenvidne, Kyaw Kyaw Win.
Også i andre dele af Myanmar er der meldinger om, at sikkerhedsstyrkerne er gået meget hårdhændet til værks. Derfor kan der komme meldinger om flere dræbte.
Thomas Andrews opfordrer i FN's Menneskerettighedsråd til, at der indføres skrappe sanktioner mod lederne af militærstyret.
Også et olieselskab, der ejes af militæret, og som ventes at indbringe en milliard dollar i år, bør underlægges internationale sanktioner, siger han.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde