FN: Fem millioner trues af sultkatastrofe i Sudan
Måltid i flygtningelejren Adre for sudanske flygtninge i Tchad. Foto: El Tayeb Siddig/Reuters
Krigen i Sudan kan føre til "verdens største hungerskatastrofe", advarer FN-organisation.
FN advarer om, at fem millioner mennesker i Sudan trues af hungersnød på grund af en borgerkrig, som brød ud sidste år.
I appeller til de krigende parter har FN-organisationer bedt om at få mulighed for at distribuere mad blandt de fem millioner indbyggere, som trues af en sultkatastrofe i de kommende måneder.
- Dette er sandhedens øjeblik. Parterne må lade våbnene tie, beskytte civile og gøre det muligt for humanitære grupper at operere, skriver FN's humanitære chef, Martin Griffiths, i et brev til FN's Sikkerhedsråd.
FN siger, at over 18 millioner sudanesere allerede er stærkt berørte af manglen på mad.
Martin Griffiths skriver til Sikkerhedsrådet, at 730.000 sudanesiske børn, hvoraf 240.000 er i Darfur, menes at være ramt af "alvorlig fejlernæring".
- Nødhjælpsgrupperne beder om hurtig, uhindret og vedholdende adgang til alle de grupper, der er i farezonen, hedder det.
FN's Verdensfødevareprogram advarer om, at krigen i Sudan kan føre til "verdens største hungerskatastrofe".
Kampene fortsætter i landet, selv om en resolution fra Sikkerhedsrådet har krævet en øjeblikkelig våbenhvile i den muslimske fastemåned ramadan.
Konflikten i Sudan brød ud i april sidste år. Den bunder i en strid mellem hærchefen Abdel Fattah al-Burhan og hans tidligere næstkommanderende Mohamed Hamdan Daglo.
Mohamed Hamdan Daglo er leder af den paramilitære gruppe RSF.
RSF er blevet anklaget for at have ledet en etnisk massakre i Darfur, som er en region i den vestlige del af Sudan.
I hovedstaden, Khartoum, har borgere ifølge Reuters tidligere anklaget den paramilitære styrke for at plyndre, voldtage og fængsle civile.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned