Det oplyser medlemmer af det FN-udvalg, der efterforsker brud på menneskerettighederne i Syrien.
Mindst fire brigadegeneraler er hoppet af, siden udvalget offentliggjorde sin seneste rapport tidligere på måneden, siger Yakin Erturk, der er et af udvalgets medlemmer.
Han tilføjer, at det tyder på, at flere højtstående officerer vender ryggen til Assads regime.
- Ikke et særligt højt antal, men tidligere var det især menige, der hoppede af, og kun i mindre grad folk fra højere poster inden for sikkerhedsstyrkerne og hæren, siger Yakin Erturk på en pressekonference.
Tyrkiske diplomater siger, at mindst ni generaler er hoppet af i løbet af det år, urolighederne har raset i Syrien.
Også adskillige officerer af lavere rang er flygtet fra regeringshæren.
Nogle af de afhoppede officerer befinder sig i nabolandene, mens andre har valgt at blive i Syrien, siger Erturk. En del af dem har hjulpet civile ud af landet og er derefter selv vendt tilbage igen.
En anden ekspert og medlem af FN-udvalget, Karin Koning Abuzayad, siger, at de har hørt gruopvækkende historier fra de syrere, der flygter fra krigshandlingerne i landet.
Nogle af de meldinger, der når frem til FN-eksperterne, handler om læger, som havde fået ordre til at bedøve patienterne, mens observatører fra Den Arabiske Liga besøgte hospitaler rundt om i Syrien.
Meldingerne vil blive undersøgt nærmere, siger Erturk.
- Nogle af lægerne har selv været udsat for mishandling og tortur, fordi de ikke har adlydt ordrer, mens der selvfølgelig også er nogle, der har fulgt ordrerne, siger han.
Udvalget, der er nedsat af FN's menneskeretsråd, nægtes adgang til Syrien af præsident Assads styre.
Men de to rapporter, udvalget foreløbig har præsenteret, har tegnet et billede af et styre, der undertrykker sine modstandere ved hjælp af udbredt tortur, ligesom rapporterne konkluderer, at mindst 18.000 mennesker er blevet fængslet i løbet af det seneste år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned