FN fordømmer Nordkorea for raketaffyring

FN's Sikkerhedsråd fordømte onsdag Nordkorea for at have gennemført en raketaffyring i strid med resolutioner fra verdensorganisationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sikkerhedsrådet advarer Nordkorea om, at handlingen kan medføre sanktioner.

De 15 lande i Sikkerhedsrådet advarede således efter en tidligere nordkoreansk raketaffyring i april om, at organisationen kunne finde på at gribe til sanktioner, hvis det kom yderligere affyringer.

Nordkorea havde tidligere onsdag meddelt, at det havde affyret en raket og sendt en satellit ud i rummet.

Alle 15 medlemmer af rådet, deriblandt Nordkoreas allierede i Kina, fordømte raketaffyringen, siger diplomater tæt på det lukkede FN-møde.

Nordkorea sendte en raket til vejrs natten til onsdag dansk tid trods advarsler fra EU og USA.

Raketten er ifølge nordkoreanerne selv et harmløst forsøg på at sætte en vejrsatellit i kredsløb. Men det internationale samfund tror ikke på den forklaring.

Her mistænker man i stedet Nordkorea for at være i gang med teste teknologi til et langtrækkende missil, der skal kunne ramme mål så langt væk som i USA.

- Det internationale samfund må samarbejde om at sende en klar besked til Nordkorea om, at dets tilsidesættelse af ​​FN's Sikkerhedsråds-resolutioner har konsekvenser, lyder det fra talsmand i Det Hvide Hus, Tommy Vietor, ifølge Reuters.

/ritzau/Reuters