FN foreslår en piratdomstol

Somaliske pirater optrapper deres aktiviteter og koster nu verden mere end 38,5 milliarder kroner om året, fremgår det af en FN-rapport, der foreslår, at sikkerheden øges, og at der nedsættes en piratdomstol.

Rapporten, der er udfærdiget af den tidligere franske minister Jack Lang, foreslår, at der oprettes en domstol, der følger somalisk lov, men nedsættes i et andet land for at bekæmpe fænomenet.

Desuden foreslås det i rapporten, at krigsskibene i Det Indiske Ocean bør patruljere tættere på piraternes baser langs kysten, og at unge mennesker i Somalia skal tilbydes økonomiske incitamenter, så de ikke slutter sig til piraterne.

Siden 2008 har piraterne bortført næsten 2000 mennesker og fået 52 millioner kroner i løsepenge for kaprede skibe.

- Piraterne er ved at vinde slaget, siger Jack Lang.

- De sejler længere ud i Det Indiske Ocean og har mere avanceret udstyr til hjælp, fortsætter han.

Omkring 780 pirater bliver i øjeblikket tilbageholdt i 13 lande. Men ni ud af 10 pirater, der bliver anholdt af den internationale flåde, bliver løsladt med det samme, fordi de ikke kan stilles for retten nogen steder.

Jack Lang mener, at alle lande bør vedtage en lovgivning, der giver mulighed for at tage sig af pirater, der har begået ulovligheder uden for landenes territorier samt at oprette en Somalisk domstol i udlandet.

En lignende ordning blev brugt i retssagen mod de libyske terrorister, der sprængte et Pan-Am fly i luften over den skotske by Lockerbie. Her blev den skotske ret sat i Holland.

/ritzau/AFP

En FN-rapport foreslår, at der nedsættes en piratdomstol, og at sikkerheden optrappes i de berørte farvande.

Offentliggjort Sidst opdateret