FN: Hverken Libanon eller Israel ønsker en krig
FN's styrke i Libanon (Unifil) er sat ind i landet for at agere som en støddæmper mellem Libanon og Israel. På billedet kører en bil fra FN i byen al Qulaylah fredag. Foto: Aziz Taher/Reuters
FN's midlertidige styrker i Libanon opfordrer både Israel og Libanon til at standse alle handlinger.
Både Libanon og Israel "har sagt, at de ikke ønsker krig", udtaler FN's styrke i Libanon (Unifil) fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
FN's fredsbevarende styrker, der er sat ind i Libanon for at agere som en støddæmper mellem de to lande, beder "alle parter om at indstille alle handlinger" på begge sider af grænsen.
Meldingen kommer, efter at den israelske hær natten til fredag har angrebet byen Tyrus i Libanon. Angrebet kommer som svar på angreb mod Israel torsdag, som Israel mener var iværksat fra Libanon.
- Begge sider har sagt, at de ikke ønsker en krig. Handlingerne over de seneste dage er farlige og udgør en risiko for seriøs eskalering, lyder det i udtalelsen.
Lederen af Unifil, Aroldo Làzaro, er i dialog med myndigheder i både Libanon og Israel.
Torsdag registrerede Israel et raketangreb, hvor 34 raketter blev skudt afsted mod Israel. 25 af raketterne blev skudt ned, mens det fortsat er uvist, hvad der er sket med fire af raketterne.
Israel hævder, at det er militære palæstinensiske grupper, der står bag raketangrebet.
Natten til fredag har det israelske militær som modsvar gennemført angreb mod byen Tyrus.
Derudover gennemførte Israel torsdag aften også angreb mod Hamas i Gazastriben. En kilde oplyste efterfølgende til AFP, at flere øvelseslokationer for Hamas var blevet ramt.
Hamas er en islamistisk politisk og militant gruppe. Dens mål er at etablere en islamisk stat i Palæstina.
Der har været konflikt om området Palæstina i mere end et århundrede.
I 1947 vedtog FN den såkaldte tostatsløsning, hvor det blev besluttet at området skulle opdeles i en jødisk stat og en arabisk stat.
Siden har staten Israel og dele af den arabiske verden med jævne mellemrum været i krig med hinanden om områderne, og Israel sidder i dag på en stor del af området, heriblandt Jerusalem, som huser flere steder, som er hellige for både jøder og muslimer.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned