FN indkalder til krisemøde om kup og blodige protester i Sudan
Militærkup i Sudan har mandag og natten til tirsdag skabt uro i gaderne, hvor demonstranter og soldater støder sammen. Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Mindst 140 demonstranter er blevet såret i Sudan, cirka et døgn efter at militæret kuppede sig til magten.
Blodige demonstrationer er fortsat natten til tirsdag i Sudan, efter at militæret greb magten mandag.
Borgere er gået på gaden for at fordømme kuppet og fængslingen af premierminister Abdalla Hamdok og flere af hans ministre.
Situationen i Sudan har skabt bekymring i en række lande. FN's Sikkerhedsråd har derfor indkaldt til et lukket hastemøde tirsdag.
Krisemødet finder sted efter anmodning fra Storbritannien, Estland, Frankrig, Irland, Norge og USA.
Gadedemonstrationerne i Sudan er langtfra ufarlige.
Ifølge sundhedsministeriet har syv mennesker mistet livet, mens mindst 140 andre er blevet såret i sammenstød mellem demonstranter og soldater.
Flere melder om, at soldater har skudt efter demonstranterne.
Lederen af militærkuppet, general Abdel Fattah al-Burhan, har erklæret nødretstilstand og siger, at det er nødvendigt med soldater i gaden for at opretholde sikkerheden.
Militærkuppet er blevet mødt med bred international fordømmelse.
FN's udsending i Sudan, tyske Volker Perthes, opfordrede mandag de 15 medlemslande i sikkerhedsrådet til at stå sammen.
Her påpegede han også, at rådets udtalelser er blevet taget alvorligt af aktørerne i Sudan, siden landets mangeårige diktator Omar al-Bashir blev afsat i 2019.
Blandt andre har FN's generalsekretær, António Guterres, opfordret til, at premierminister Abdalla Hamdok og resten af regeringen omgående løslades.
Tidligere mandag sagde en talskvinde for Det Hvide Hus, at præsident Joe Bidens regering er "dybt alarmeret" over meldingerne om, at militæret har taget magten.
Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, skrev i et tweet mandag aften, at han er "særdeles bekymret" over det seneste døgns hændelser i Sudan.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde