FN-inspektører vender snart tilbage til Syrien
FN sender inden længe igen sine våbeneksperter til den syriske borgerkrig.
Det fortæller chefen for FN's våbeninspektører i Syrien, Åke Sellström, onsdag i et interview med nyhedsbureauet AFP.
- Ja, vi vil vende tilbage til Syrien. Vores planlægningsarbejde er ikke færdigt endnu, så jeg kan ikke sige, hvornår vi tager af sted, men det vil være snart, siger Åke Sellström.
Det præcise afrejsetidspunkt vil formentlig foreligge inden for en uge.
Det var netop Åke Sellströms hold, der i en rapport mandag konkluderede, at den dødbringende nervegas sarin var blevet brugt i et angreb uden for Syriens hovedstad, Damaskus, den 21. august.
I angrebet blev mere end 1400 personer dræbt - heriblandt mange børn.
- Rapporten, som blev offentliggjort, var foreløbig. Der har været andre beskyldninger fremsat over for FN's generalsekretær - helt tilbage fra marts - mod begge sider i konflikten, fortæller Åke Sellström.
Ifølge ham er der tale om 13-14 beskyldninger, som "er nødt til at blive undersøgt". Hans håb er, at våbeninspektørerne i slutningen af oktober kan fremlægge en endelig rapport, som gransker alle episoderne.
Men FN-inspektørerne vil ikke komme til at pege på, hvem der står bag de enkelte angreb.
- Det er ikke vores opgave, understreger Åke Sellström.
Selv om den seneste FN-rapport ikke peger på, hvem der stod bag gasangrebet 21. august, så er blandt andet USA, Frankrig og Storbritannien sikre på, at det var det syriske regime.
Rusland, der er allieret med Syrien, mener dog snarere, at oprørere benyttede sig af de kemiske våben. Senest har russerne angiveligt modtaget informationer fra det syriske styre, der beviser, at oprørere har været involveret i gasangreb.
Mere end 100.000 mennesker har mistet livet under konflikten i Syrien. Over to millioner er på flugt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde