FN: Iran har henrettet flere end 100 personer i år
FN's vicekommissær for menneskerettigheder, Nada Al-Nashif, har i en tale til FN's Menneskerettighedsråd sagt, at antallet af henrettelser i Iran er bekymrende. (Arkivfoto). Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Antallet af personer i Iran, der er blevet henrettet, har oversteget 100 i de første tre måneder af 2022.
Iran har henrettet flere end 100 personer i løbet af de tre første måneder af 2022. Det viser en rapport fra FN, der blev præsenteret tirsdag.
FN's vicekommissær for menneskerettigheder, Nada Al-Nashif, siger i en tale til FN's Menneskerettighedsråd tirsdag, at antallet af henrettelser er stigende i Iran.
- Mens 260 individer blev henrettet i 2020, blev mindst 310 henrettet i 2021, heriblandt mindst 14 kvinder, siger hun og uddyber, at tendensen er fortsat i år.
Mellem 1. januar og 20. marts er mindst 105 personer blevet henrettet, fortæller Nada Al-Nashif og tilføjer, at mange af dem tilhører minoritetsgrupper.
I rapporten gives der udtryk for en dyb bekymring over, at der er sket en stigning i antallet af henrettelser for mindre forbrydelser, herunder narkotikarelaterede forbrydelser, siger Nada Al-Nashif.
- Dødsstraf bruges fortsat ved domme, der ikke svarer til "de mest alvorlige forbrydelser" og på måder, der er uforenelige med standarderne for retfærdig rettergang, fortæller Nada Al-Nashif til FN's Menneskerettighedsråd.
Vicekommissæren fortæller videre, at 52 personer blev dømt til døden for narkotikarelaterede forbrydelser og sendt til fængslet Shiraz for at blive henrettet i marts i år.
Hun kritiserer også, at der fortsat bruges dødsstraf mod mindreårige, hvilket er imod international lov.
Mellem august sidste år og marts i år er mindst to personer, der begik forbrydelser, da de var mindreårige, blevet henrettet. Flere end 85 mindreårige forbrydere sidder på dødsgangen, oplyser Nada Al-Nashif.
Medhi Ali Abadi, der er Irans vicerepræsentant i FN, er langt fra tilfreds med rapporten.
Han siger, at den er baseret på et ondsindet mandat, fordi vestlige lande har tvunget FN til at stigmatisere Iran. Han insisterer på, at rapportens udgangspunkt er forudindtaget.
- At reducere de ophøjede menneskerettigheder til et småligt politisk værktøj er forfærdende og uværdigt, siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned