Ændringerne af Jordens klima kan true verdensfreden. Sådan hedder det i en opsigtvækkende erklæring, som de 15 lande i FN's Sikkerhedsråd vedtog torsdag morgen efter langvarig og heftig debat.
Erklæringen er fremsat af Tyskland, som for tiden er formand for Sikkerhedsrådet, og ifølge landets FN-ambassadør, Peter Wittig, er der tale om et gennembrud.
Teksten fremhæver, at naturkatastrofer som den aktuelle tørke i Somalia forstærkes af global opvarmning. 10 millioner mennesker i Østafrika mangler mad, og to regioner i Somalia er erklæret i hungersnød.
Både Rusland og Kina slog sig i tøjret, men endte med at stemme for en svækket version af teksten. Den russiske FN-ambassadør, Aleksander Pankin, siger ifølge BBC, at han er skeptisk over for at sætte klimaforandringerne på Sikkerhedsrådets dagsorden.
Chefen for FN's Miljøprogram (UNEP), Achim Steiner, pegede under debatten på, at Jordens gennemsnitstemperatur i værste fald kan øges med fire grader frem mod 2060, mens havvandstanden vil stige mindst en meter i dette århundrede.
Fødevarekrisen i Somalia med millioner af sultende er et eksempel på, hvad der venter mere af i fremtiden, siger Steiner og tilføjer, at antallet og styrken af naturkatastrofer vil vokse eksponentielt.
USA's FN-ambassadør, Susan Rice, erklærer, at alle lande bør kræve handling mod klimaforandringerne.
- Sikkerhedsrådet har et grundlæggende ansvar for at håndtere de åbenlyse konsekvenser for fred og sikkerhed af et ændret klima, siger Rice.
Rådets erklæring opfordrer FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, til at inddrage klimaaspekter i sine fremtidige rapporter.
Næste gang, verdens lande mødes til klimakonference, sker det i Durban, Sydafrika, i november. Barack Obamas regering har imidlertid på forhånd meddelt, at USA ikke venter nogen aftale på COP17-mødet.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde