FN kommer med ny bøn om børn i syriske lejre efter tragedie
Al-Hol-lejren i det nordøstlige Syrien er ifølge FN's humanitære organisation Ocha hjem for omkring 62.000 mennesker, hvoraf over halvdelen af under 12 år. (Arkivfoto). Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
Dagen efter at fire børn omkom i en lejr i Syrien, opfordrer Unicef lande til at hjemtage alle mindreårige.
FN's børneorganisation, Unicef, opfordrer lande med statsborgere siddende i syriske lejre til at hente de børn hjem, som også befinder sig der.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Anmodningen fra Unicef kommer, dagen efter at fire børn omkom i en brand i den overfyldte fangelejr al-Hol det nordøstlige Syrien. Området er under kurdisk kontrol.
I lejren befinder sig blandt andre Islamisk Stat-sympatisører med dansk statsborgerskab og deres børn, som den danske regering har afvist at hente hjem.
Syriens kurdiske befolkning, som i flere år førte an i den amerikanskledede kamp mod Islamisk Stat, har fængslet flere tusinde påståede krigere fra bevægelsen og placeret titusindvis af deres familiemedlemmer i lejre. De kommer fra Syrien, nabolandet Irak og snesevis af andre lande.
- Der er over 22.000 udenlandske børn fordelt på mindst 60 nationaliteter, som sygner hen i lejre og fængsler udover mange tusinde syriske børn, siger Ted Chaiban, regionsdirektør for Unicef, i en meddelelse.
Han oplyser ikke antallet af børn, der bliver tilbageholdt i fængsler.
I begyndelsen af februar kom menneskerettighedseksperter fra FN med en tilsvarende opfordring til en lang række lande, deriblandt Danmark, om at hente kvinder og børn hjem fra lejrene.
- Tusinder af mennesker, der bliver holdt i lejrene, bliver udsat for vold, udnyttelse, misbrug og afsavn under forhold og behandling, som meget vel kan være tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i henhold til international lov, uden at kunne gøre noget.
- Et ukendt antal er allerede døde på grund af den måde, de bliver tilbageholdt, skrev FN -eksperterne i et brev til 57 lande.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker