FN kræver fri humanitær adgang til Syrien
Syriens præsident, Bashar al-Assad, skal give fri adgang til humanitær hjælp i det borgerkrigsramte land.
Sådan lyder en resolution, som FN's Sikkerhedsråd lørdag har vedtaget enstemmigt.
Også Rusland og Kina, der tidligere har forsvaret den syriske regering i sikkerhedsrådet, har stemt for lørdagens resolution.
- Selvfølgelig støtter vi det. Det er en ret god resolution, siger Ruslands FN-udsending Vitalij Churkin ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.
Både Rusland og Kina har tidligere nedlagt veto mod tre resolutioner, der ville fordømme den syriske regering og true med sanktioner.
FN's Sikkerhedsråd truer ifølge nyhedsbureauet Reuters med at tage "yderligere skridt", hvis den syriske regering ikke giver fri adgang til den humanitære hjælp.
Lørdagens resolution indeholder ud over kravet om fri humanitær adgang også en kraftig opfordring til de to stridende parter om at "bekæmpe terrorisme".
FN-generalsekretær Ban Ki-moon hilser resolutionen velkommen, men udtrykker samtidig afsky over, at et sådant skridt overhovedet er nødvendigt for at sikre humanitær adgang.
- Hvis denne resolution implementeres hurtigt og i god tro, kan en del af lidelserne i det mindste blive mildnet, siger Ban Ki-moon ifølge dpa.
Nogenlunde samme modtagelse får resolutionen fra USA.
- Endelig har sikkerhedsrådet talt klart og entydigt om den ødelæggende humanitære katastrofe, der folder sig ud i Syrien, siger landets FN-ambassadør, Samantha Power.
Danmarks handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen, meddeler lørdag, at han har bevilget 50 millioner kroner til ofrene for konflikten i Syrien.
Målet er, at nødhjælpen især skal bruges inde i Syrien, og derfor glæder ministeren sig over FN-resolutionen, der forhåbentligt letter nødhjælpsorganisationernes adgang til krigens ofre.
- Det bliver nu forhåbentligt nemmere for danske og internationale organisationer at levere mad, telte og basale livsfornødenheder til den syriske befolkning, siger handels- og udviklingsministeren.
Den syriske konflikt, der begyndte med fredelige demonstrationer i marts 2011, har kostet mindst 140.000 mennesker livet ifølge organisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie