FN kritiserer Frankrig for roma-udvisning

Frankrig får på puklen for de omstridte masseudvisninger af romaer fra andre EU-lande.

FN's komité mod racediskrimination (CERD) kritiserer regeringen og opfordrer den til at forsøge at integrere romaerne i Frankrig i stedet for at sende dem til Østeuropa.

De 18 uafhængige eksperter i komitéen er skeptiske over for, om de flere hundrede romaer, der er sendt ud af landet i den seneste uges tid, er rejst frivilligt og har været oplyst om deres rettigheder.

CERD opfordrer ligeledes præsident Nicolas Sarkozys centrum-højre regering til at bekæmpe det, komitéen betegner som en bekymrende stigning i racistisk og fremmedfjendsk retorik blandt visse politikere.

- Komitéen er bekymret over det øgede antal hændelser og vold af racistisk karakter mod romaer på fransk territorium, siger CERD i en meddelelse.

FN-komitéen opfordrer ikke direkte Frankrig til at stoppe udvisningerne, men beder regeringen "undgå kollektiv hjemsendelse og søge holdbare løsninger på problemer relateret til romaer".

De romaer, der indvilger i at forlade Frankrig - i stedet for at risikere at blive tvangsudvist på et senere tidspunkt - får et beløb med sig svarende til 2200 kroner pr. voksen og 750 kroner pr. mindreårig.

Den franske regering siger, at romaerne rejser af egen fri vilje.

Foreløbig er omkring 8000 romaer udvist i år, senest omkring 300, der blev sat på fly fra Lyon og Paris torsdag.

Romaerne er den største etniske minoritet i Europa.

/ritzau/Reuters

FN's komité mod racediskrimination opfordrer Frankrig til at undgå udvisninger af romaer og udtrykker bekymring for den fremmedfjendske retorik.

Offentliggjort Sidst opdateret