FN: Kvinder og børn bortføres i Goma

Oprørere er begyndt at bortføre kvinder og børn i byen Goma i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger FN, efter at oprørerne tidligere tirsdag rykkede ind i Goma.

Ifølge oprørerne i gruppen M23 skete det uden modstand fra regeringsstyrker.

- Goma blev befriet klokken 11.33 tirsdag. Vi har kontrol over byen, siger en talsmand for oprørerne.

En talsmand for FN siger tirsdag aften, at FN's fredsstyrker kontrollerer Gomas lufthavn, og at FN-soldater stadig patruljerer i byen, selv om M23 har erobret den.

Eduardo del Buey, talsmand for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger til nyhedsbureauet Reuters, at der er omkring 1500 FN-soldater i Goma.

- De kan selvfølgelig ikke erstatte nationale sikkerhedsstyrker, påpeger talsmanden.

Hovedparten af Gomas indbyggere - mellem en halv og en hel million - er flygtet ud af byen i de seneste uger, efter at regeringsstyrker og M23-oprørere har kæmpet om kontrol over regionen Nord og Syd Kivu omkring Goma, der er rig på mineraler og andre naturressourcer.

Regeringen i DRCongo anklager nabolandet Rwanda for at støtte M23 i dets kamp mod regeringsstyrkerne.

Det afvises af regeringen i Rwanda. Også Uganda er blevet beskyldt for at støtte M23.

Det er uklart, hvor de congolesiske regeringsstyrker er. Mandag afviste regeringen i hovedstaden Kinshasa et ultimatum fra oprørerne om at trække alle regeringssoldater ud af Goma og indlede fredsforhandlinger.

/ritzau/AFP