FN-mægler om Syrien-forhandlinger: Vi vender alle sten
Der bliver taget små skridt i fredsforhandlingerne mellem præsident Bashar al-Assads styre og oprørerne i Syrien. Så små, at de forskellige parter er uenige om, hvorvidt det er skridt fremad eller bagud.
FN-mægleren Lakhdar Brahimi har torsdag holdt møde med diplomater fra USA og Rusland i et håb om, at de to stormagter vil begrave deres egne dybe uenigheder i striden om Syrien og påvirke henholdsvis oprørerne og regeringen i Syrien til at gå på kompromis.
Ifølge Brahami selv er regeringerne i Washington og Moskva indstillet på at samarbejde.
- De har venligt bekræftet deres støtte til det, vi forsøger at gøre og har lovet, at de vil hjælpe både her og i deres hovedstader og andre steder for at ændre situationen, siger Brahimi.
Men efter et møde med den amerikanske viceudenrigsminister, Wendy Sherman, udtalte repræsentanten for oprørerne Badr Jamous, at det amerikansk-russiske møde ikke har båret frugt.
- Hun (Sherman, red.) fortalte os om mødet med russerne og Brahimi, og det var ikke succesfuldt, siger han.
Lakhdar Brahimi erkender dog også, at fiaskoen altid lurer, men understreger, at FN vil vende enhver sten i sagen for at opnå fremskridt i fredsforhandlingerne.
- Indtil videre har vi ikke gjort de store fremskridt, siger Brahimi.
En repræsentant fra USA udtaler, at "det hårde arbejde" med fredsforhandlingerne fortsætter, og at USA vil fortsætte sin støtte til arbejdet.
Fredag skal Lakhdar Brahimi endnu engang mødes med repræsentanter fra de to sider i den snart tre år lange borgerkrig i Syrien, der anslås at have kostet over 136.000 mennesker livet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned