FN: Muligt folkedrab i DRCongo

Massakrerne på hutuer i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) i 1996 og 1997 kan "dreje sig om folkedrab", lyder det i en FN-rapport om de voldelige begivenheder i landet i en tiårig periode.

Hvis sagerne prøves ved en domstol, kan de blive bedømt som folkedrab, fastslår FN.

Rapporten om overgreb begået i DRCongo mellem 1993 og 2003 blev fredag præsenteret i FN's hovedkvarter i Genève, efter at flere afrikanske lande på forhånd har rettet en skarp kritik mod rapporten.

DRCongos FN-ambassadør siger, at han er "forfærdet" over de voldelige handlinger, der er beskrevet i rapporten, og kræver retfærdighed for ofrene for de massakrer, som er begået i landet.

- Ofrene har krav på retfærdighed, og de fortjener at blive hørt af min regering og af det internationale samfund, siger FN-ambassadøren, Ileka Atoki.

Ifølge ambassadøren slår rapporten fast, at forbrydelserne blev begået af både congolesere og udlændinge.

På forhånd havde Uganda truet med at trække sig fra FN's fredsbevarende operationer, da det stod klart, at den foreløbige FN-rapport beskylder Uganda for at have begået grusomheder i DRCongo.

Rapporten omhandler over 600 alvorlige forbrydelser, som forskellige væbnede styrker stod bag i perioden 1993 til 2003, da titusinder af mennesker blev dræbt i DRCongo.

Ifølge rapporten kan soldater fra Rwanda også have begået folkedrab i DRCongo i samme periode.

Det fik tidligere på dagen Rwandas regering til at betegne rapporten om "fejlagtig og farlig" og en "fornærmelse mod historien".

Også Burundi afviser FN-rapporten, som ifølge landets regering har til formål at destabilisere regionen.

/ritzau/AFP

Massakrer på hutuer i DRCongo i 1996-97 kan være folkedrab, siger FN i ny rapport. DRCongo kræver retfærdighed for ofrene, men andre lande raser over rapporten.

Offentliggjort Sidst opdateret