FN opfordrer sudansk militær til demokratisk proces
Protesterne i Sudan er fortsat, efter at militæret i landet har afsat den udskældte sudanske præsident. Både FN og USA opfordrer militæret til at inddrage de civile i magtoverdragelsen. Foto: Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
Arrangørerne af månedlange protester i Sudan er ikke tilfredse med planerne om et militærråd de næste to år.
FN opfordrer militæret i Sudan til at igangsætte en demokratisk magtoverdragelse.
Det sker, efter at landets autokratiske præsident, Omar al-Bashir, torsdag blev afsat af militæret, som nu tager magten i det afrikanske land.
FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer til en overgang, der imødekommer befolkningens "demokratiske tilstræbelser".
Derudover opfordrer han til "ro og maksimal beherskelse fra alle parter", siger en talsmand for Guterres.
Sudans forsvarsminister meddelte torsdag, at militæret suspenderer forfatningen og danner et militærråd, der skal lede landet i en overgangsperiode på to år. Derefter skal der udskrives valg.
Der har i månedsvis været protester i Sudan mod præsident Omar al-Bashir.
Men ifølge arrangørerne af demonstrationerne har regimet nu gennemført et militærkup. Og det bevarer mange af de personer ved magten, som demonstranterne ønskede at afsætte, lyder kritikken.
Derfor fortsætter protesterne foran militærets hovedkvarter i Sudans hovedstad, Khartoum, og flere andre steder i landet.
Med torsdagens udvikling "har vi intet opnået", siger en af de mange demonstranter foran det militære hovedsæde.
- Vi vil ikke stoppe vores revolution. Vi opfordrer regimet til at træde tilbage, ikke bare Bashir, siger demonstranten ved navn Abdel.
Ifølge landets opposition bør der ikke dannes et militærråd, som det nu er planen. I stedet bør der dannes et råd bestående af både militærfolk og civile.
Det er en opfordring, der bakkes op af USA.
Robert Palladino, der er talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, opfordrer militæret til at "udøve beherskelse og skabe plads til civil deltagelse i regeringen".
- Den sudanske befolkning bør afgøre, hvem der skal lede dem og deres fremtid. Sudans befolkning har tydeligt krævet en civilledet magtoverdragelse, siger han.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker