FN opfordrer til australsk kompensation til klimaramte øboere

Her ses en strandvold på øen Boigu Island i Torresstrædet i Australien. Volden har til formål at hjælpe med at forhindre oversvømmelser. (Arkivfoto). Foto: Talei Elu/Ritzau Scanpix

Tiltag fra Australien for at beskytte øboere i Stillehavet mod klimaforandringer er kommet for sent, mener FN.

Offentliggjort Sidst opdateret

For længe har Australien undladt at iværksætte tiltag for at beskytte øboere i Stillehavet mod virkningerne af klimaforandringer.

Det fastslår FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) i Genève fredag, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Derfor er landet forpligtet til at give en passende kompensation til de ramte for den skade, de har lidt, står der i afgørelsen fra UNHRC.

Afgørelsen kommer, efter at otte personer fra indfødte lokalsamfund på øerne i Torresstrædet, der ligger mellem Australien og Ny Guinea, havde henvendt sig til FN-rådet.

De indfødte har argumenteret for, at deres liv og kultur er truet af stigende havniveauer og mere jævnlige oversvømmelser.

FN's Menneskerettighedsråd har taget højde for, at der i 2019 blev bygget dæmninger på øerne, men tiltaget fra den australske regering kom for sent, vurderer rådet.

Frugttræer, haver og kirkegårde er allerede i færd med at blive ødelagt af den stigende vandstand, hvilket truer øboernes levevis.

Samtidig er minoritetsrettigheder samt retten til et hjem, til en familie og til et privatliv blevet krænket, mener UNHRC.

Menneskerettighedsrådet opfordrer derfor den australske regering til at betale kompensation til indbyggerne.

Et af rådets medlemmer, franske Hélène Tigroudja, beskriver afgørelsen som et "vigtigt første skridt".

- Denne beslutning markerer en væsentlig udvikling. Rådet har vist vejen for enkeltpersoner til at fremsætte krav, der hvor nationale myndigheder har undladt at iværksætte passende tiltag for at beskytte dem, der er mest sårbare over for de negative konsekvenser af klimaforandringer, udtaler hun ifølge dpa.

Igen og igen har diskussionen om rige landes uvilje til at betale klimaerstatning til fattige lande skabt frustrationer og sammenbrud i forhandlinger ved FN's klimamøder.

Tirsdag tog Danmark et usædvanligt skridt med en melding om, at landet vil betale klimaerstatning - loss and damage - til fattige lande. Mindst 50 millioner kroner.

Meldingen kom fra udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) ved et arrangement i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York City og har siden fået ros af klimafolk fra hele verden.

Danmark er det første af de knap 200 lande i FN's klimakonvention, som lover penge til tab og skader.

/ritzau/