FN opruster ved G20-møde: Går efter fredskonference
FN's særlige udsending i Syrien, Lakhdar Brahimi, er rejst til Rusland for at deltage i G20-topmødet.
Her skal han hjælpe FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, med at presse på for at arrangere en fredskonference om Syrien.
- Generalsekretæren har netop annonceret, at den særlige udsending i Syrien, Lakhdar Brahimi, er på vej til Rusland, hvor han skal hjælpe med at presse på for en international konference om Syrien, siger en FN-talsmand.
Syrien ventes at være et centralt tema, når de 20 stats- og regeringschefer mødes i Skt. Petersborg torsdag eftermiddag.
USA og Rusland har diskuteret en fredskonference om Syrien i mange måneder, men de er ikke enige om præmisserne.
De to lande repræsenterer yderpolerne i en bred uenighed mellem G20-lederne om, hvordan borgerkrigen i Syrien skal løses.
På den ene fløj står USA, som går efter en militær intervention i Syrien, efter at amerikanerne mener det bevist, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, har benyttet kemiske våben mod sit eget folk.
Russerne derimod afviser disse beviser, og præsident Vladimir Putin går i stedet efter en politisk løsning.
Rusland afviser dog ikke længere en militær intervention, sagde Putin onsdag. Betingelsen er, at det med garanti kan slås fast, at Assad-styret stod bag angreb med giftgas, og at en eventuel intervention foregår i FN-regi.
Rusland har hidtil blokeret for en intervention, når spørgsmålet har været oppe blandt de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde