FN-organ godkender Gazarapport

FN's Menneskerettighedsråd har godkendt en Gaza-rapport, der anklager begge parter for krigsforbrydelser.

Rapporten beskylder både Israel og den militante, palæstinensiske gruppe Hamas for at have begået krigsforbrydelser under konflikten i december og januar.

På et særligt møde stemte 25 af rådets medlemmer for den resolution, der revsede Israel for ikke at samarbejde med FN's mission ledet af den sydafrikanske jurist Richard Goldstone. 6 stemte imod og 11 undlod at stemme.

Både Israel og Hamas har afvist anklagerne i den såkaldte Goldstonerapport, som er mest kritisk over for den jødiske stat.

Rapporten opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at indbringe sagen for Den Internationale Straffedomstol, hvis israelerne eller palæstinenserne undlader selv at undersøge de påståede overgreb.

Det var ikke umiddelbart klart, hvordan de enkelte medlemmer af Menneskerettighedsrådet stemte: Dog havde USA forinden sagt, at man ville stemme imod resolutionen, der var fremsat af palæstinenserne med støtte fra Egypten, Nigeria, Pakistan og Tunesien på vegne af de alliancefri afrikanske, islamiske og arabiske lande.

Storbritannien meddelte fredag, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, havde opfordret sin britiske kollega, Gordon Brown, til enten at stemme ikke resolutionen eller at afstå fra at stemme.

Taher al-Nono, talsmand for Hamas-regeringen i Gaza, takkede "de venligsindede lande, der stemte for rapporten".

/ritzau/Reuters

Rapporten, der anklager både Israel og palæstinensiske Hamas for at have begået krigsforbrydelser i Gaza, er godkendt af FN's Menneskerettighedsråd.

Offentliggjort Sidst opdateret