Aldrig har prisen på mad været så høj som nu, og verden over risikerer forbrugere at måtte finde sig i en længere periode med høje fødevarepriser, advarer økonomer fra Den Internationale Valutafond (IMF).
Siden juni er det globale fødevareindeks steget 40 procent og ligger nu over de hidtidige rekordpriser fra juni 2008, der dengang udløste uroligheder i en række lande lige fra Egypten til Bangladesh, skriver Financial Times.
Ifølge en opgørelse fra FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) steg priserne 2,2 procent i februar og er dermed oppe på det højeste niveau, siden FAO begyndte at registrere fødevarepriser i 1990.
Det er ottende måned i træk, at de globale fødevarepriser stiger.
Priserne på visse kornprodukter som eksempelvis hvede, majs og ris er steget 70 procent i løbet af det seneste år, viser opgørelsen fra FAO.
Det skyldes blandt andet, at der i løbet af året har været tørke i Rusland og Østeuropa samt voldsomme oversvømmelser i Australien, der har ødelagt en betydelig del af høsten.
Men selv om vejret spiller en rolle på kort sigt, er den vigtigste årsag til prisstigningerne de ændrede forbrugsvaner i de lande, der oplever økonomisk vækst.
- Siden århundredskiftet er fødevarepriserne steget støt, bortset fra en nedgang under finanskrisen i slutningen af 2008 og starten af 2009, skriver IMF-økonomer i en artikel offentliggjort torsdag.
- Det antyder, at stigningerne er en tendens, og ikke kun afspejler midlertidige faktorer, lyder det fra IMF.
Valutafondens talsperson Caroline Atkinson udtrykker bekymring over, at prisstigningerne især "rammer de fattigste og mest sårbare, særligt i lavindkomstlande, men ikke kun der".
Den stigende oliepris kan være med til at presse prisen på fødevarer yderligere i vejret, advarer FAO.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker