FN-rapport anbefaler at fjerne smartphones fra skoler
Smartphones forstyrrer i undervisningen og bør fjernes fra skoler, lyder det i FN-rapport. Foto: Sven Hoppe/Ritzau Scanpix
Meget skærmtid kan have en negativ effekt på børns følelsesmæssige stabilitet, lyder det i rapport fra Unesco.
Smartphones bør forbydes i skoler for at begrænse forstyrrelser, styrke indlæringen og beskytte børn fra digital mobning.
Sådan lyder budskabet i en ny rapport fra Unesco, der er FN's organ for uddannelse, videnskab, kultur og information.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Ifølge rapporten er der blandt andet beviser for, at omfattende brug af smartphones reducerer evnen til at lære. Meget skærmtid har desuden en negativ effekt på børns følelsesmæssige stabilitet, viser rapporten.
Unesco ønsker med rapporten at understrege, at digital teknologi - herunder kunstig intelligens - aldrig bør prioriteres højere end et "menneskecentreret syn" på uddannelse. Det skriver The Guardian.
Det bør hellere aldrig erstatte direkte interaktioner med lærere, lyder det.
Unesco advarer desuden politikere mod at helt uovervejet omfavne ny teknologi. Den digitale teknologis positive indflydelse kan godt overvurderes, og nyt er ikke altid bedre, lyder det i rapporten.
- Den digitale revolution har et umådeligt potentiale.
- Men ligesom at der er advarsler mod, hvordan det skal bruges i samfundet, så skal der også være fokus på det i forbindelse med uddannelse, siger Unescos generaldirektør, Audrey Azoulay, ifølge The Guardian.
Unesco har gennemgået 200 uddannelsessystemer verden over. Det vurderes, at cirka et ud af seks lande har forbudt smartphones i skolen.
Senest har Holland annonceret, at man fra januar 2024 vil forbyde telefoner, tablets og smartwatches i landets klasselokaler.
Ifølge den hollandske regering skal det sikre, at eleverne ikke bliver forstyrret i undervisningen. Det skriver det britiske medie BBC.
I Danmark er der ikke noget forbud mod brug af smartphones i skolen. Nogle skoler har dog valgt at indføre deres egne regler.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde