FN-rapport: Ulande mangler alarmerende mange penge til klimatilpasning
Danske Inger Andersen er generaldirektør for FN's Miljøprogram (Unep). Hun siger, at der er behov for at mindske udledningen af CO2 og øge indsatsen for klimatilpasning i sårbare lande, men "ingen af delene sker". (Arkivfoto). Foto: Sia Kambou/Ritzau Scanpix
Der mangler langt flere penge til klimatilpasning i fattige lande end hidtil antaget, viser FN-rapport. Alle alarmklokker ringer, siger klimarådgiver i ngo.
Ritzau RitzauJens Bjarke Alsing Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det går den helt forkerte vej.
Katastroferne bliver voldsommere og hyppigere i særligt de fattige lande, som er mest sårbare over for klimaforandringerne.
Men det går langsommere med tilpasningen til klimaforandringer, selv om det burde være stik modsat.
Det viser en ny rapport fra FN's Miljøprogram (Unep).
- Handling for at beskytte mennesker og natur er mere presserende end nogensinde før. Men handlingen går i stå, selv om behovet for hjælp stiger, siger FN's generalsekretær, António Guterres, i en erklæring.
Annonce
Rige lande har lovet at hjælpe de fattigere med at tilpasse sig klimaforandringerne. Men hjælpen er slet ikke stor nok.
Faktisk er der et langt større hul i finansieringen af klimatilpasning i udviklingslande end hidtil antaget.
Behovet for klimatilpasning i udviklingslande er 10-18 gange højere end det, der på nuværende tidspunkt er finansiering til, konkluderer rapporten.
Det er 50 procent højere end tidligere vurderinger.
Det nuværende hul i finansieringen vurderes til at være på op mod 366 milliarder dollar - cirka 2569 milliarder kroner - om året.
- I 2023 blev klimaforandringerne igen endnu mere ødelæggende og dødelige. Temperaturrekorder faldt, mens storme, oversvømmelser, hedebølger og naturbrande hærgede.
- Det fortæller os, at verden må handle hurtigt for at mindske udledningen af drivhusgasser og øge indsatsen for klimatilpasningen for at hjælpe sårbare befolkninger.
- Ingen af delene sker, siger danske Inger Andersen, der er generaldirektør i Unep, i en pressemeddelelse.
Mattias Söderberg, klimarådgiver i ngo'en Folkekirkens Nødhjælp, kalder rapporten for "skræmmende læsning".
Today’s Adaptation Gap Report shows a growing divide between need and action when it comes to protecting people from climate extremes.
- Alle alarmklokker ringer. Der er for alvor brug for at finde penge til tilpasning - hurtigt, udtaler han i en skriftlig kommentar.
Annonce
Han bruger oversvømmelserne i Danmark i forrige weekend som eksempel på, hvorfor klimatilpasning er så vigtigt.
- Hvis vi havde haft større diger og flere pumper, ville vi have set færre oversvømmede huse. Vi er imidlertid et rigt og velforberedt land.
- Tænk, hvis ikke beboerne i det sydlige Danmark havde fået besked om, at vandet ville stige. Tænk, hvis der ikke havde været et offentligt beredskab, som var på plads til at hjælpe.
- De fattige lande, som rammes hårdest af de klimakatastrofer, der til stor del skyldes udledninger af drivhusgasser i de rige lande, mangler både varslingssystemer og beredskaber.
Rapporten vækker bekymring hos klimarådgiver John Nordbo fra udviklingsorganisationen Care, der blandt andet arbejder med klimatilpasning i verdens fattigste lande.
- Det er alarmerende, at der mangler så mange penge til klimatilpasning i udviklingslandene.
Fattige lande er særligt udsatte, når det kommer til klimaforandringer. Klimaforandringerne giver flere katastrofer i form af for eksempel tørke som her i Sudan i det nordøstlige Afrika. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
- Uden klimatilpasning vil millioner af mennesker ganske enkelt ikke kunne klare de klimakatastrofer, der allerede nu rammer dem, og som der kun kommer flere og flere af, siger han i en skriftlig kommentar.
Rapporten kommer få uger før FN's klimatopmøde COP28 i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. I både Care og Folkekirkens Nødhjælp håber de, at rapporten kan øge presset på de rige nationer.
De lever i forvejen ikke op til de løfter, som de har givet i forhold til hjælp til klimatilpasning i fattige lande.
John Nordbo mener, at det er helt afgørende, at de rige lande kommer med en plan for, hvordan de kan leve op til deres løfter.
Annonce
- Alternativet er på den korte bane, at forhandlingerne på COP28 i december går i hårdknude, mens det på den lange bane betyder, at millioner af mennesker ikke kan tilpasse sig til klimaforandringerne og derfor er nødt til at flygte fra hus og hjem.
/ritzau/
Kort om klimatilpasning
* Klimaforandringernes konsekvenser som stigende temperaturer, årelange tørker og massive oversvømmelser rammer især i forvejen fattige og sårbare udviklingslande, der ikke er rustet til at modstå de voldsomme katastrofer.
* Klimatilpasning dækker over alt fra at opføre dæmninger mod oversvømmelser til at udvikle landbrugsmetoder, der kan klare lange tørkeperioder eller oversvømmelser.
* På den måde kan befolkninger i verdens mest klimaudsatte områder tilpasse sig til klimaforandringernes konsekvenser og blive boende.
* Uden klimatilpasning vil millioner af mennesker blive tvunget til at flygte fra områder, der med klimaforandringerne risikerer at blive ubeboelige. Verdensbanken anslår, at der i 2050 kan være op mod 216 millioner klimaflygtninge.
Kilde: Care.
/ritzau/
Klimaforandringerne skal løses i ørkenstat
* De knap 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention (UNFCCC), mødes årligt til klimamøde - bedre kendt som COP. Det er en forkortelse for "conference of the parties" - en partskonference.
* I år holdes nummer 28 - som derfor kaldes COP28 - fra 30. november til 12. december i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater.
* Her samles verdens ledere og embedsmænd til klimaforhandlinger, mens aktivister og pressen følger med fra sidelinjen.
* COP'erne er det øverste organ i de globale klimaforhandlinger og altså stedet, hvor de store beslutninger bliver truffet.
* I år skal der blandt andet gøres status over, hvor langt vi er fra målet i Parisaftalen. Det er første gang, siden den blev aftalt.
* Målet er, at verdens lande begrænser temperaturstigningerne til under 2 og helst ikke over 1,5 grader i 2100.
Kilder: UNFCCC og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
/ritzau/
Da Pakistan sidste år blev ramt af voldsomme oversvømmelser, var landet slet ikke gearet til at håndtere de enorme mængder vand. Fattige lande har brug for flere penge til klimatilpasning, så de bedre kan håndtere naturkatastrofer. Foto: Fareed Khan/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Dodekalitten indvies med Dodekalit-løb
Miklo indtager ny basketballbane: - Det er virkelig fedt
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Kronprinsen på broen
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling