FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fik lørdag endelig fat i Syriens præsident, Bashar al-Assad, som ellers har forsøgt at undgå en samtale med generalsekretæren gennem måneder.
Over telefonen krævede Ban Ki-moon, at Assad stopper med at sætte hæren ind mod civile i det uroplagede land.
- I en telefonsamtale med præsident Assad fra Syrien i dag (i går, red.), udtrykte generalsekretæren sin og det internationale samfunds dybe bekymring over den stigende vold og dødstallet i Syrien i løbet af de seneste dage.
Sådan lyder meddelelsen fra FN's pressekontor, hvor det også hedder, at "Ban Ki-moon opfordrede præsidenten til at stoppe brugen af militærmagt mod civile øjeblikkeligt".
Ban Ki-moon har i månedsvis forsøgt at skabe kontakt til Bashar al-Assad, siger embedsmænd fra FN, men den syriske præsident har nægtet at tage mod opkaldene.
Sidste gang, de to talte sammen, var i maj måned, hvor Ban Ki-moon fortalte Assad, at han skulle indstille de voldelige aktioner mod de demonstranter, der ønskede demokrati i landet.
Ban Ki-moons løftede pegefinger kommer kun dage efter, at FN's Sikkerhedsråd officielt fordømte regimet oven på flere dages blodsudgydelser i byen Hama.
- Verden har overværet den forværrede situation i Syrien med dyb bekymring. Men begivenhederne de seneste dage har været chokerende, sagde FN's generalsekretær Ban Ki-moon efter "den klare besked fra det internationale samfund" til præsident Bashar al-Assad.
Erklæringen fordømte den udbredte overtrædelse af menneskerettigheder og de syriske myndigheders brug af vold mod civile.
Fordømmelsen var rådets første udtalelse om Syrien, siden demonstrationerne blev indledt 15. marts.
Tidligere forsøg på at få vedtaget en udtalelse er blevet afvist af Kina, Rusland og andre lande. Argumentet har været, at en fordømmelse kan være første skridt på vejen mod en militær intervention, som i Libyen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker