FN: Seks ud af syv mennesker i verden føler utryghed
- Klima, corona, krig, konflikt og sociale forhold skaber voksende usikkerhed i verden, hedder det i rapporten "Nye trusler mod den menneskelige sikkerhed i den antropocæne epoke". Foto: Khaled Ziad/Ritzau Scanpix
Khaled Ziad/Ritzau Scanpix
Usikkerhed øges i den "antropocæne epoke", hvor mennesket for første gang påvirker naturen mere end omvendt.
Seks ud af syv mennesker i verden føler øget utryghed.
Det viser en ny rapport fra FN's Udviklingsprogram, UNDP, der er offentliggjort tirsdag.
Rapporten viser, at det skaber frygt, at vi nu lever i en epoke, hvor menneskelig aktivitet truer med at ødelægge naturen mere end nogensinde før.
- Klima, corona, krig, konflikt og sociale forhold skaber voksende usikkerhed, hedder det i rapporten. Den bærer titlen "Nye trusler mod den menneskelige sikkerhed i den antropocæne epoke".
Antropocæn er en tidsalder, som er kendetegnet ved, at menneskets aktiviteter har mere indvirkning på naturen, vi lever i, end omvendt.
Rapporten viser, at følelsen af en grundlæggende tryghed og sikkerhed blandt folk er på et historisk bundniveau i næsten alle lande. Det gælder også de rige lande trods mange år med stærk socioøkonomisk udvikling.
- Til trods for en global rigdom, som er større end nogensinde før, er et flertal af mennesker bekymret for fremtiden. Denne bekymring er sandsynligvis blevet forstærket af pandemien, siger UNDP's leder, Achim Steiner.
Han siger, at der søges uhæmmet økonomisk vækst, som fortsætter med at ødelægge naturen.
- Vi har behov for en udviklingsmodel, som tager udgangspunkt i beskyttelse af vores planet med nye, bæredygtige muligheder for alle, siger han.
FN anslår, at seks ud af syv mennesker på globalt plan følte usikkerhed allerede før coronapandemien.
Pandemien har nu påvirket alle og ramt alles velfærd, hvilket giver en akut følelse af frygt på verdensplan, siger FN. Der henvises til, at indikatorer for menneskelig udvikling er faldet drastisk i modsætning til under alle tidligere globale kriser.
Blandt andet er den forventede levealder på globalt plan faldet for andet år i træk. Ifølge FN rammer pandemien også skævt og forstærker eksisterende uligheder på kloden.
Blandt andet er det i størst grad kvinder, som har måttet tilpasse sig hjemmekontorer. Der har også været en kraftig forøgelse i volden mod kvinder.
Folk, som lever i urban fattigdom, rammes særligt hårdt af de helbredsmæssige og økonomiske følger af pandemien, hedder det videre.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde