FN-sikkerhedsråd støtter fredsaftale for splittet Libyen
Resolutionen, som er skitseret af Storbritannien, blev enstemmigt vedtaget i FN's Sikkerhedsråd onsdag.
FN's Sikkerhedsråd har vedtaget en resolution, der støtter en FN-forhandlet fredsaftale indgået i sidste uge mellem Libyens stridende parlamenter. Målet er en samlingsregering.
Resolutionen, som Storbritannien har skitseret, blev enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet onsdag.
Den slår blandt andet fast, at Libyens samlingsregering skal være landets eneste regering.
Siden en international koalition i 2011 med kampfly støttede libyske oprørere i at afsætte Muammar Gaddafi, har Vesten med gru fulgt, hvordan Libyen har bevæget sig ud i et voldeligt og politisk kaos.
Aftalen beskrives af FN som et "første skridt" mod at løse landets dybe krise, men ikke alle i de to lejre støtter den, og det kan besværliggøre vejen frem.
Den britiske FN-ambassadør glæder sig imidlertid over resolutionen onsdag, og han opfordrer alle i Libyen til at omfavne aftalen, så man kan komme videre.
- Døren står åben, og hænderne rækkes frem, siger Matthew Rycroft.
En aftale anses for vigtig, ikke alene for Libyen og libyerne, men også i forhold til at få stoppet ekstremistiske grupper som Islamisk Stat, der har fundet fodfæste i det kaos, der har hersket i landet siden 2011.
Resolutionen appellerer til, at en samlingsregering dannes inden for en måned.
Formændene for de to rivaliserende parlamenter har afvist FN-aftalen, og de ønsker mere tid til at forhandle.
Diplomater siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de to formænd risikerer internationale sanktioner, hvis de blokerer for en aftale.
Cirka 80 ud af 188 lovgivere fra det internationalt anerkendte parlament i det østlige Libyen og 50 ud af 136 fra den Tripoli-baserede forsamling GNC underskrev aftalen i sidste uge.
Planen er at oprette en regering med 17 medlemmer, som skal ledes af forretningsmanden Fayez el-Sarraj. Blandt ministrene er to kvinder fra Tripoli.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker