FN-soldater fra tre lande beskyldes for sexovergreb på børn
Kommissær beder de lande, hvis soldater mistænkes for overgreb, om at indlede en efterforskning.
FN siger, at der er fremsat en række beskyldninger om, at fredsbevarende soldater fra Georgien, Frankrig og et tredje ikke navngivet land har misbrugt børn seksuelt, da de var udstationerede i Den Centralafrikanske Republik.
De påståede forbrydelser, deriblandt voldtægter, skete overvejende i 2014, men er først kommet for dagens lys i de seneste uger, skriver Reuters.
- Det er ekstremt grove beskyldninger, og det er afgørende, at disse sager hurtigt bliver efterforsket grundigt, siger FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, i en erklæring.
- Alt for mange af disse forbrydelser får lov til at fortsætte, og gerningsmændene går fri, siger han.
Verdensorganisationen har bedt tre lande, hvis soldater mistænkes for at være involveret, om at undersøge sagen.
Soldater i den fredsbevarende styrke, Minusca, i Den Centralafrikanske Republikanske Republik - som er en styrke på 10.000 mand - er flere gange tidligere blevet beskyldt for seksuelle overgreb, og det fik FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, til sidste år at fyre chefen for missionen.
FN-soldater begår også overgreb på kvinder og piger andre steder i verden. En FN-rapport fra Haiti i 2015 afslører, at problemet har været udbredt.
FN-soldater i Haiti og i Sydsudan er også blevet beskyldt for overgreb på mindreårige piger.
Ifølge FN's love er det op til medlemslandet at efterforske sager, som dets soldater er involveret i. Det er også medlemslandet, som eventuelt skal retsforfølge soldater på FN-mission.
Sidste år afslørede en undersøgelsesrapport, at FN og dets organisationer begik store fejltagelser i håndteringen af beskyldninger om seksuelt misbrug af børn begået af fredsbevarende FN-soldater.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker