Under protesterne blev otte demonstranter dræbt af regimets sikkerhedsstyrker, skriver nyhedsbureauet AFP.
Fredag aften forsøgte verdens stormagter i FNs Sikkerhedsråd at blive enige om en plan, der vil indebære, at i første omgang 30 observatører sendes til Syrien for at overvåge våbenhvilen.
Rusland på den ene side og USA og dets allierede på den anden har fremlagt modstridende udkast til resolutioner, som det 15 nationer store råd skal stemme om.
De to parter er uenige om, hvorvidt Syrien skal give øjeblikkelige garantier om fri adgang til landet for observatørerne, og om rådet skal true Bashar al-Assad med yderligere sanktioner, hvis han ikke overholder sine lovede forpligtelser.
Landene forventes at stemme om en resolution lørdag.
FN's særlige udsending, Kofi Annan, opfordrer indtrængende Syrien til at åbne humanitære korridorer, så nødhjælp kan nå frem til civile ofre for konflikten.
- Annan er klar over, at vi ikke har en perfekt situation i landet for øjeblikket. Der er fængslede, som skal løslades, humanitære korridorer, som skal åbnes, siger talsmanden for den særlige FN-udsending.
Der blev gennemført demonstrationer en række steder i Syrien efter fredagsbønnen, men der var langt færre deltagere end ved aktioner sidste år.
Soldater åbnede ild mod en gruppe mænd, da de var ved at slutte sig til en demonstration på Assi-pladsen i byen Hama. En af mændene blev dræbt, melder menneskerettighedsgruppen Syrian Observatory.
En anden demonstrant blev skudt og dræbt i landsbyen Nawa i provinsen Daraa, mens en tredje mand blev dræbt i Salquin i Idlib-provinsen, siger gruppen.
Lederen af menneskerettighedsgruppen, Rami Abdel Rahman, melder også om kampe mellem den syriske hær og oprørere nær grænsen til Tyrkiet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde