FN-styrke i Libanon: Bulldozer fra Israels hær ødelægger vagttårn
FN-missionen i Libanon blev indsat i 1978, efter at Israel var rykket ind i Libanon under et palæstinensisk oprør i den sydlige del af Libanon. (Arkivfoto). Foto: Thaier Al-Sudani/Reuters
FN-styrke vil blive på sine positioner, selv om Israel udøver pres, lyder det i meddelelse.
Der er søndag angiveligt igen uroligheder mellem en FN-styrke i Libanon og Israels hær, der beskyldes for en aggressiv fremfærd mod FN-soldaterne.
Meldingen kommer fra den fredsbevarende FN-styrke i Libanon, Unifil. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En israelsk "militærbulldozer har bevidst revet et observationstårn og et hegn ned ved en FN-post", siger Unifil i en meddelelse.
Så sent som onsdag lød det fra Unifil, at en israelsk kampvogn havde skudt mod et vagttårn i det sydlige Libanon.
Det skete, efter at fredsbevarende styrker flere gange havde været under beskydning. Mindst fire soldater er blevet såret.
Det er også kommet frem, at flere danske militærobservatører befinder sig på en FN-base i Libanon, som har været under israelsk beskydning.
Det har unavngivne kilder sagt til DR.
Der har været international kritik af Israels fremfærd over for FN-styrkerne, blandt andet fra Israels nære allierede USA.
Søndag siger Unifil er, at "vi minder IDF (Israels hær, red.) og alle aktører om deres forpligtelser til at sørge for FN-ansattes sikkerhed".
Den kalder Israels fremfærd ved FN-positioner for "et brud på folkeretten".
- Trods det pres, der udøves på missionen og de lande, der bidrager med soldater, vil de fredsbevarende styrker forblive på alle positioner, står der i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa.
FN-missionen i Libanon blev indsat i 1978, efter at Israel var rykket ind i Libanon under et palæstinensisk oprør i den sydlige del af Libanon, og landet var sunket ned i en borgerkrig. Unifil overvågede den israelske tilbagetrækning.
23. september i år begyndte Israel at intensivere luftangreb i Libanon med det mål at give tusindvis af fordrevne i det nordlige Israel mulighed for at vende tilbage.
Senere har Israel også sendt soldater ind på landjorden i Libanon.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker