Syriske soldater og sikkerhedsstyrker går hårdhændet til værks i deres forsøg på at nedkæmpe regeringsfjendtlige demonstrationer. Tortur, masseanholdelser og henrettelser er nogle af de metoder, de anvender mod demonstranterne.
Det fremgår af en rapport fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder, hvis konklusioner kan føre til yderligere international kritik af den autoritære syriske ledelse og flere sanktioner mod landet.
- Det stærkt stigende antal dræbte civile er alarmerende. Jeg er dybt bekymret for menneskeretssituationen, siger Navi Pillay, FN's kommissær for menneskerettigheder.
FN har modtaget talløse rapporter om de syriske sikkerhedsstyrkers overgreb, hvor der er anvendt overdreven brug af vold mod ubevæbnede civile, heriblandt mange kvinder og børn.
- Det værste er dog, at der anvendes skarp ammunition mod ubevæbnede blandt andet fra snigskytter, der er placeret på offentlige bygninger, hedder det i FN-rapporten.
FN anslår, at mindst 1100 demonstranter er dræbt og cirka 10.000 anholdt af sikkerhedsstyrker, siden opstanden mod præsident Bashar al-Assad tog fart i midten af marts.
Syriske menneskeretsorganisationer siger, at mindst 1300 personer er dræbt.
Ud over de mange dræbte har FN modtaget beretninger om, at et ukendt antal demonstranter er blevet torteret eller mishandlet på anden vis.
Højkommissariatet for Menneskerettigheder har fået sine oplysninger fra borgere i række større syriske byer, hvor demonstrationerne mod styret har været mest omfattende, blandt andre Damaskus, Deraa og Jisr al-Shughour, hvorfra flere end 7000 indbyggere er flygtet over grænsen til Tyrkiet.
FN ønsker en dybtgående undersøgelse af sikkerhedsstyrkernes metoder og fremfærd og opfordrer den syriske regering til at respektere "folkets vilje" og gennemføre politiske og økonomiske reformer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker