FN til Tunesien: Stop med at efterlade migranter i ørkenen
Tunesiske myndigheder sender migranter ud i ørkenområdet ved grænsen mellem Tunesien, Libyen og Algeriet.
Tunesien skal stoppe med at efterlade migranter uden adgang til tilstrækkelig mad og drikke i landets ørkenområder.
Sådan lyder det fra FN's generalsekretær, António Guterres.
De seneste dage er der ifølge libyske grænsevagter dagligt ankommet hundredvis af migranter til Libyen, efter at de er blevet efterladt af tunesiske myndigheder i ørkenen ved grænsen mellem Libyen og Tunesien.
- Vi er dybt bekymrede over udvisningen af migranter, flygtninge og asylansøgere fra Tunesien til landets grænser mod Libyen og Algeriet, siger Farhan Haq, der er vicetalsmand for FN's generalsekretær.
Han advarer om, at adskillige er omkommet ved grænsen mellem Tunesien og Libyen efter at være blevet efterladt i ørkenen.
Derudover er der ifølge Farhan Haq meldinger om, at "hundredvis - herunder gravide kvinder og børn - er strandet under ekstremt alvorlige forhold med begrænset adgang til mad og vand".
Migranterne kommer fra lande i Afrika syd for Sahara. De søger ofte til Tunesien for at rejse videre til Europa.
Rejsen til Nordafrika går gennem ørkenen. Her kan temperaturen nå et godt stykke over 40 grader.
Ifølge flere humanitære organisationer har mindst 17 migranter mistet livet i ørkenen i løbet af de seneste tre uger.
Torsdag i sidste uge udsendte flere FN-agenturer en samlet udtalelse, hvor de adresserede den "tragedie", som udspiller sig i Tunesiens ørken.
- Vi gentager den opfordring, som FN's flygtningeorganisation og Den Internationale Organisation for Migration udsendte i sidste uge om øjeblikkeligt at stoppe disse udvisninger og om straks at flytte dem, der er strandet langs grænsen, til et sikkert sted, siger Farhan Haq.
Regeringen i Libyen, som ligger øst for Tunesien, har gjort det klart, at landet ikke tager imod migranter, som ankommer fra nabolandet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker