FN-udsending møder Syriens præsident Assad

Foto: Sana/ Scanpix /Scanpix

FN og Den Arabiske Ligas fredsmægler, Lakhdar Brahimi, mødtes mandag formiddag med Syriens præsident, Bashar al-Assad, i Damaskus. Men mødet synes uden konkrete resultater.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Under mødet udvekslede vi synspunkter på situationen i Syrien. Vi diskuterede også forslag til, hvad der skal ske i fremtiden, siger Lakhdar Brahimi, der kom til Syrien fra Libanon søndag.

Mere sagde mægleren ikke om mødet med Assad, der er under stadigt hårdere pres fra væbnede oprørere.

Mødet fandt sted kun et døgn efter, at mindst 60 mennesker blev dræbt og 50 såret i byen Halfaya i Hama provinsen.

Hvad der skete i Halfaya søndag er klart. Aktivister og øjenvidner siger, at det var syriske krigsfly, der sendte en bombe mod et bageri i byen, hvor op mod 1000 mennesker stod i kø for at købe brød.

Sana, der er dens syriske regerings officielle nyhedsbureau, skriver derimod, at det var "væbnede terrorister", der gennemførte et angreb på civile og dræbte mange kvinder og børn.

Det syriske styre har siden opstanden mod Assad begyndte i marts i fjor omtalt væbnede oprørere og oppositionsmedlemmer som terrorister.

- Efter ugerningen optog terrorister en video for at beskylde den syriske hær for aktionen, mens Lakhdar Brahimi er i landet, skriver Sana.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder og andre aktivistgrupper har hen over sommeren og efteråret anklaget Assads styre for at begå krigsforbrydelser ved at sende bomber mod bygninger, hvor mange civile er samlet.

I sommer blev et bageri Aleppo, landet største by, også ramt af en bombe, og mange blev dræbt.

198 mennesker omkom under kampe rundt om i Syrien søndag, siger aktivister.

/ritzau/Reuters