FN-udsending: Syrien er i opløsning for øjnene af os
Den forværrede krig i Syrien har bragt landet tæt på opløsning, og det foregår for øjnene af det internationale samfund.
Det siger FN's og Den Arabiske Ligas særlige udsending, Lakhdar Brahimi, ifølge diplomater ved et møde i FN's Sikkerhedsråd.
Brahimi mener, at blodsudgydelserne i Syrien har nået "et hidtil uset niveau af rædsel".
- Tragedien har ingen ende, siger han.
- Jeg er ked af, hvis jeg lyder som en hakket plade. Landet er i opløsning for øjnene af alle. Kun det internationale samfund kan hjælpe, og først og fremmest Sikkerhedsrådet, siger han.
Sikkerhedsrådet har ikke kunnet nå til enighed i spørgsmålet om Syrien i mere end et år.
To af de permanente medlemmer, Rusland og Kina, har nedlagt veto mod tre resolutioner, der var fremlagt af vestlige lande, og som nøjedes med at true med sanktioner.
Brahimi tilføjer, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, muligvis vil have held med at holde sig fast ved magten. Regeringens undertrykkelse bliver stadig mere blodig, men både den og oppositionens væbnede styrker begår "lige grusomme forbrydelser".
- Det syriske regimes legitimitet er blevet alvorligt, måske uopretteligt, beskadiget, siger Brahimi ifølge diplomater til de 15 medlemslande i FN's Sikkerhedsråd.
Han konstaterer samtidig, at der ikke er sket noget fremskridt i bestræbelserne på at få forhandlinger i gang om en politisk overgang.
Konflikten i Syrien har nu varet i 22 måneder og har kostet over 60.000 mennesker livet.
Brahimi gentager samtidig, at han er bekymret for, at konflikten vil brede sig til landene omkring Syrien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde