FN: Våbenhvile er ikke lige om hjørnet

Foto: Oliver Weiken /Scanpix

En våbenhvile mellem Israel og militante palæstinensere i Gaza er ikke lige om hjørnet, siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, der befinder sig i Egypten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er "mange detaljer, som skal bearbejdes", før en våbenhvile er mulig, konstaterer han.

- Jeg er især bekymret for voldsspiralen på et tidspunkt, hvor der er intense forsøg på at nå til en våbenhvile i Gaza og Israel, siger generalsekretæren.

Israels forsvarsministerium oplyser, at man onsdag har gennemført 120 luftangreb i Gaza, mens palæstinensere har svaret igen ved at affyre over 80 raketter mod mål i Israel.

Tirsdagens bombeangreb på en bus i Tel Aviv, hvor 17 mennesker blev såret, gavner næppe heller våbenhvilebestræbelserne.

Ban Ki-moon udtaler sig efter et møde med Egyptens præsident, Mohamed Mursi, hvis land har forsøgt at mægle mellem parterne i konflikten, Hamas-styret i Gaza og Israel.

- Vi ved, at der er mange detaljer, som skal bearbejdes. Men mens det er i gang, dør civile fortsat, lyder det fra en bekymret generalsekretær.

Ban kom til Egypten mandag aften, hvor våbenhvilen i første omgang var planlagt at træde i kraft, og sydkoreaneren forsøger sammen med den egyptiske regering at overtale de to parter i konflikten til at stoppe kampene.

En israelsk avis, Yedioth Ahronoth, skriver, at Egypten har foreslået tre dages våbenhvile, som ingen af parterne behøver at underskrive, men som skal bane vej for forhandlinger, der kan føre til en mere varig forståelse mellem Gaza og Israel.

/ritzau/Reuters