Verden har ikke råd til at lade naturens rigdomme forsvinde, lyder det mandag fra FN ved åbningen af en stor konference i Japan. Den skal stoppe tabet af plante- og dyrearter, som understøtter det daglige udkomme og de nationale økonomier.
Det to uger lange møde om biologisk mangfoldighed holdes i byen Nagoya med omkring 190 deltagende lande. Formålet er at få regeringer og erhvervsliv til at tage skridt for at beskytte og genskabe økosystemer som skove, floder, koralrev og have.
- Dette møde er en del af verdens bestræbelser på at håndtere en meget simpel kendsgerning - vi ødelægger livet på Jorden, siger Achim Steiner, leder af FN's Miljøprogram, UNEP, ved åbningen i Nagoya.
FN peger på, at vi i øjeblikket udrydder arter med en hast, hvis lige ikke er set, siden dinosaurerne forsvandt for 65 millioner år siden.
Både vores velfærd og selve vores overlevelse afhænger af naturens kredsløb, fremhæver Jim Leape, global chef for WWF Verdensnaturfonden.
- Selv i rent økonomiske termer er det langt, langt mere omkostningseffektivt at bevare eller genskabe sunde økosystemer end kunstigt at frembringe de tjenester fra naturen, vi tager for givet, siger Jim Leape.
De delegerede i Nagoya arbejder på et nyt mål om at stoppe tilbagegangen for den biologiske mangfoldighed i 2020. Fristen blev oprindelig sat til 2010 under verdenstopmødet i Rio i 1992, men er opgivet som urealistisk.
Næsten en fjerdedel af Jordens pattedyr, en tredjedel af padderne, mere end hver ottende fugleart og hver femte planteart står i dag over for truslen om udryddelse, oplyser Den Internationale Naturbeskyttelsesunion (IUCN). Ifølge WWF lever vi 50 procent over evne, set i forhold til klodens biokapacitet i 2007.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker