FN's chef giver Iran en regulær skideballe

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, irettesætter torsdag på de alliancefri landes topmøde i Irans hovedstad, Teheran, værtslandets øverste ledelse på grund af uhyrlige bemærkninger, hvor regimet fornægter eksistensen af Holocaust og Israels ret til at eksistere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ban opfordrer også de to ærkefjender til at ophøre med at true hinanden. For nylig var Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, parat til at gå ind Iran for at ødelægge landets underjordiske atomoparbejdningsanlæg.

- Jeg afviser på det stærkeste enhver trussel, der fremsættes af en FN-medlemsstat, om at ville ødelægge en anden eller uhyrlige kommentarer, der fornægter historiske fakta så som Holocaust, siger Ban i en tale inden topmødet i Den Alliancefri Bevægelse.

- At hævde, at en anden FN-medlemsstat ikke har nogen ret til at eksistere eller at beskrive det i racistiske vendinger er ikke blot fuldstændig forkert, men det underminerer også de principper, vi alle har lovet at overholde, tilføjer Ban.

Irans atomaktiviteter og konflikten i Syrien er de helt dominerende temaer på topmødet i Teheran. Emnerne overskygger helt den tilstand af diplomatisk harmoni, som Iran har forsøgt at tegne ved at samle den 120 medlemmer store Alliancefri Bevægelse.

I sin åbningstale insisterer Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, på, at hans land på ingen måde har ambitioner om at anskaffe sig atomvåben. I stedet beskylder han FN's Sikkerhedsråd for at udøve åbenlyst diktatur, styret af USA, Storbritannien og Frankrig.

Ban Ki-moon, der ser irriteret ud under sin tale, sender en bredside tilbage til den iranske ledelse og siger, at Iran bør opbygge tillid i forhold til landets atomprogram og opfylde de relevante krav, som Sikkerhedsrådet har stillet om et nært samarbejde med atomagenturet, IAEA.

- En krig om ord kan hurtigt udvikle sig til en voldelig krig, advarer Ban Ki-moon den iranske ledelse.

/ritzau/AFP